Ribe rykker: 40 nye piger til Åbent Hus i Ribes nye gruppe

05.04.2017

“Som at komme hjem” og “en god øvelse i at turde at give noget af ansvaret fra sig.” Sådan beskriver gruppeleder, Bente Lyngsøe, processen med at starte en ny gruppe i Ribe til at få besøg af 40 nye piger til Åbent Hus.


“Og hvad med dig, hvad klasse går du i?” spørger Ina, der er aktiv hos De grønne pigespejdere i Ribe, en af de mindste af pigerne, der er samlet rundt om bålet til Åbent Hus. Men pigen er enten genert eller lidt forvirret og pludselig kan hun ikke huske, hvilken klasse hun går i eller på hvilken skole. Ina giver ikke op. “Kender du nogen af de andre piger her i dag?” spørger hun i stedet. Den lille pige lyser op i lettelse, og griber fat i ærmet på pigen, der står ved siden af hende. Hun kender Karoline. Det er der ingen tvivl om. Og Karoline, kan godt huske både deres skole og klasse. Og så kan navnerunden fortsætte, inden der skal danses naturkatastrofer og synges ‘vi bor til leje på Hawaii’.

For bare et år siden var der slet ikke nogen gruppe i Ribe. Til Åbent Hus den 2. april i år mødte 40 nye piger op. De fleste af pigerne var ifølge Bente Lyngsøe “ovenud vilde” og allerede dagen efter var 15 af dem til deres første spejdermøde. En succes, der er svær at komme udenom.

Kage fra den officielle åbningsfest i Ribe

Al begyndelse kræver mod
Det kræver mod at tage til spejder for første gang. Så pigerne, der er mødt op til Åbent Hus, er muligvis generte, men først og fremmest modige. Selvsamme mod har gruppeleder, Bente, skulle etablere, da hun i april sidste år besluttede sig for, at starte en pigespejdergruppe i Ribe. For der var - sådan føltes det i hvert fald -  masser af ting, der kunne gå galt.

“Tænk hvis de andre spejdergrupper i Ribe blev sure fordi vi tager deres piger? Hvad nu, hvis der slet ikke er nogen piger, der gider være med? Jeg har overtænkt mange ting alt for meget. Men det, som det drejer sig om, er jo at gøre det spændende for de piger, som er med her og nu,” siger Bente.

At komme “hjem”
“Jeg følte, at vi manglede en gruppe pigespejdere i Ribe. Noget kun for piger. Jeg har selv været grøn Pigespejder helt fra 2. klasse og ville rigtig gerne give min egen datter og alle hendes veninder samme mulighed for et godt fællesskab.” siger Bente om hendes motivation til at starte Ribe gruppe.
“Her er ikke nogen der fortæller dig, at du ikke hører til og her er ikke nogen, der synes, at du er underlig. For det er vi alle et eller andet sted og i større eller mindre grad,” uddyber hun.
Spørger man Bente, hvad hun selv har fået ud af at starte pigespejder i Ribe svarer hun sådan her: “Jeg er kommet hjem. Selvom jeg har været hos et andet korps var det bare ikke det samme. Pigespejder er noget helt specielt. Jeg har også fået nye veninder og dejlige bekendte.”

Grib fat i ærmet på hende, der står ved siden af
Går du med en pigespejdergruppe-drøm i maven? Så skal du ikke tænke for meget over, hvad der kan gå galt. Men Bente har dog alligevel et par råd, som hun gerne deler ud af: “Sørg for at have dit bagland i orden. Alt kan lade sig gøre når familien bakker op.” Og så er der det der med at lægge ansvaret fra sig og uddelegere. Det kræver faktisk lidt øvelse. “Gør op med dig selv, om du kan klare ikke at have det hele i egne hænder. Jeg skal selv lære at lægge nogle ting over til andre, som er bedre til lige netop det. Brug korpsets muligheder for hjælp og tro på det,” lyder det.

Med andre ord; hvis det hele virker lidt uoverskueligt, så grib fat i ærmet på hende, der står ved siden af dig. Det plejer at virke i pigespejderland.


 

 


Bookmark and Share

Ved at anvende vores hjemmeside accepterer du at vi og vores samarbejdspartnere bruger cookies for at få hjemmesiden til at fungere, for at lette brugen af den, til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Du kan sige 'nej tak til cookies' her, eller du kan læse her, hvis du vil vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem.

Klik her for at aktivere brugen af cookies og lukke denne meddelelse.

Denne side har brug for at benytte cookies - du bør ikke slå brugen af cookies fra

Denne side har brug for at benytte cookies - du bør slå brugen af cookies til for at benytte den som tiltænkt.

Cookies er i øjeblikket slået fra for dette website. Klik her for at aktivere brugen af cookies og lukke denne meddelelse.
læse her, hvis du vil vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem.

Klik her for at aktivere brugen af cookies og lukke denne meddelelse.