Lejren gjorde flygtningepiger bedre til dansk

24.08.2017

Tre af de pigespejdere, som Falkenberg gruppe havde med på Spejdernes Lejr, var flygtningepiger fra Syrien. Lejren hjalp pigerne med at tale mere dansk og få nye veninder - og så fandt de ud af, hvor vigtigt det er at have regntøj med på en dansk spejderlejr.



I et telt på Spejdernes Lejr har tre piger siddet og øvet sig i at lære dansk. Det er Reyan, Elham og Sarah, som alle tre er 13 og 14 år og flygtninge fra Syrien. Pigerne har været i Danmark i mellem et og fire år og er pigespejdere i Falkenberg gruppe i Frederikssund.

Spejdernes Lejr var første gang, de prøvede at være med på en spejderlejr i Danmark. Reyan synes, det var fedt at være på lejr, fordi hun fik nye venner. Og Sarah fik øvet sig en helt masse i at tale dansk. Et af de nye ord, hun lærte på lejren, er ”økse”.

”De har sagt, at en spejderlejr minder lidt om en flygtningelejr, bare meget sjovere – heldigvis,” siger Bettina Damgaard Pedersen, der er med i ledergruppen i Falkenberg gruppe.

En gevinst for integrationen

I alt er fem flygtningepiger pigespejdere i Falkenberg gruppe. To af pigerne var ikke med på Spejdernes Lejr, fordi de stadig er meget sårbare. 

Det var Bettina selv, der sidste år kontaktede kommunen, da hun hørte, at flygtninge kan få tilskud til at gå til spejder. Hun tænkte, at det kunne være en god udfordring for gruppen og også være en gevinst for den lokale integration.

På Spejdernes Lejr sov de tre syriske piger for eksempel ikke i samme telt, for netop at tvinge dem til at tale mere dansk.

”Pigespejder er jo også åbenlyst godt for muslimske familier, for her kommer pigerne aldrig til at sove i telt med drenge. Vi troede faktisk, at den største barriere ville være det kristne element – men pigerne må godt komme med i kirke,” siger Bettina.

Siden pigerne begyndte til pigespejder har der været en del eksempler på kulturforskelle, fortæller hun.

Familierne melder for eksempel ikke afbud til ting, men lader bare være med at dukke op. Og da pigerne ankom til Spejdernes Lejr, var de iført deres stiveste puds for at se så godt ud som muligt. Derfor var Bettina og de andre ledere nødt til at købe regntøj og gummistøvler til dem for at matche det danske sommervejr.

 ”Det kræver nogle ekstra lederkræfter at have flygtningepiger i gruppen. Det har givet mere arbejde, end vi først troede”, siger Bettina.

For selvom både kommunen og De grønne pigespejdere giver tilskud til kontingent, skal der hele tiden søges penge hos enten kommunen eller Dansk Flygtningehjælp, når pigerne skal på lejr eller med til aktiviteter. Hun tilføjer, at pigernes familier er meget åbne og meget taknemlige for arbejdet.

Gruppen skal være en blandet flok

 Bettina er også opmærksom på, at Falkenberg gruppe ikke udelukkende bliver et integrationsprojekt. Det giver størst gevinst for alle pigespejderne, hvis gruppen er en blandet flok, siger hun.

Lige nu er der 11 piger i troppen. De syriske piger rykker sig sprogligt, men det er en lang proces at få dem til at knytte sig. Heldigvis oplever Bettina en kæmpe opbakning fra gruppens andre piger.

 ”Der en masse gode spørgsmål fra de andre. For eksempel spørger de om, hvorfor flygtningepigerne egentlig er her i Danmark. Så det giver nogle gode tanker til de danske piger. Det hjælper dem også til ikke at se skævt til hinanden, og får de syriske piger integreret i samfundet,” siger Bettina.  


Bookmark and Share

Ved at anvende vores hjemmeside accepterer du at vi og vores samarbejdspartnere bruger cookies for at få hjemmesiden til at fungere, for at lette brugen af den, til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Du kan sige 'nej tak til cookies' her, eller du kan læse her, hvis du vil vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem.

Klik her for at aktivere brugen af cookies og lukke denne meddelelse.

Denne side har brug for at benytte cookies - du bør ikke slå brugen af cookies fra

Denne side har brug for at benytte cookies - du bør slå brugen af cookies til for at benytte den som tiltænkt.

Cookies er i øjeblikket slået fra for dette website. Klik her for at aktivere brugen af cookies og lukke denne meddelelse.
læse her, hvis du vil vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem.

Klik her for at aktivere brugen af cookies og lukke denne meddelelse.