Tema om pigespejdernes strategi: ”Man behøver ikke være politiker for at blande sig i debatten”

05.04.2018

Hvordan bruger De grønne pigespejdere sin strategi? Det kigger vi på op til delegeretmøde 2018. Et af målene i strategien er, at pigespejdere oplever at være en aktiv del af demokratiet. En af dem, der blander sig, er Pia Risør Bjerre. Til maj stiller hun op ved DM i debat.


Om få uger skal Pia Risør Bjerre stå foran en masse mennesker og sige sin mening, når Politiken og DUF for ottende år i træk arrangerer DM i debat og kårer Danmarks bedste unge debattør blandt de 32 unge, der deltager.

- Jeg har nogle gode venner fra spejder, der stillede op sidste år, og som spurgte, om jeg ikke også skulle være med i år, siger Pia.

Et af målene i De grønne pigespejderes strategi fra 2016 handler om at flere pigespejdere engagerer sig aktivt i demokratiet – både i og uden for spejderverdenen. Pia tror, at hendes pigespejderbaggrund kan blive en fordel i DM i debat:

- Der er mange ungdomspolitikere, der stiller op. Jeg håber, at jeg kan bringe et andet perspektiv ind i debatten og vise, at man ikke behøver være politiker for at sige sin mening og blande sig.

- Men jeg stiller nu primært op, fordi jeg synes, det er sjovt, tilføjer hun.

Pia vil snakke om det uperfekte

Debattens indledende runder finder sted i slutningen af april og i starten af maj. De 32 deltagere er blevet bedt om at forberede et emne, der er overset i debatten.

- Jeg vil gerne snakke om den manglende diversitet i dansk politik. Da jeg modererede nogle debatter under regionsvalget i efteråret, lagde jeg mærke til, at politikerne oftest var hvide mænd over 60. Jeg synes også, at Folkemødet på Bornholm er fyldt med for mange højtuddannede og djøf’ere. Der mangler nogle almindelige danskere, siger Pia.

- Og så har jeg et par kæpheste, som jeg også gerne vil snakke om til DM i debat. En af dem er, at der skal være en bedre fejlkultur. Det er jo også pigespejdernes dagsorden – at få det uperfekte frem.

Der er en forberedelsesworkshop i april, som Politikens hus arrangerer. Derudover vil Pia læse grundigt op på emnerne i sin debat og sætte sig helt ind i tingene.

- Jeg kommer nok også til at bruge noget tid på at gå i cirkler om mig selv og være nervøs. Det er jo også en del af forberedelsen.

De indledende runder i DM i debat foregår i Politikens Hus i København den 26. april og den 3. maj. 

 

Fakta: De grønne pigespejderes strategi

 De grønne pigespejdere har en strategi, som gælder fra 2016 til 2020 – men hvordan bruger vi den egentlig?

Op til delegeretmøde 2018 kigger vi strategien efter i sømmene og ser på, hvordan de fire områder og otte mål i strategien passer til gruppernes arbejde. Læs mere om strategien: 

1. Pigespejdere flytter sig

- alle pigespejdere har hver måned mulighed for mindst 15 timers spejderaktivitet, der udfordrer og udvikler, både fysisk og mentalt

- alle pigespejdere er udendørs, hver gang de er sammen

2. Ledere går nye veje

- alle ledere deltager hvert år i mindst en uddannelsesaktivitet

- ledergruppen sikrer, at alle ledere identificerer sig med pigespejderværdier, arbejder efter korpsets strategi og arbejder for at sikre kontinuitet i ledergruppen

3. Grupper udvikler fællesskaber

- alle grupper øger deres medlemstal med 20 procent frem mod 2018 ved hjælp af rekruttering og fastholdelse

- alle grupper involverer forældre aktivt og tager del i lokalsamfundet

4. Spejderbevægelsen gør børn og unge til ansvarlige verdensborgere

- alle pigespejdere oplever at være en aktiv del af demokratiet, både i og uden for spejderbevægelsen

- spejderbevægelsen handler på aktuelle samfundsudfordringer og involverer spejdere i løsninger lokalt, nationalt og globalt

 

 


Bookmark and Share

Ved at anvende vores hjemmeside accepterer du at vi og vores samarbejdspartnere bruger cookies for at få hjemmesiden til at fungere, for at lette brugen af den, til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Du kan sige 'nej tak til cookies' her, eller du kan læse her, hvis du vil vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem.

Klik her for at aktivere brugen af cookies og lukke denne meddelelse.

Denne side har brug for at benytte cookies - du bør ikke slå brugen af cookies fra

Denne side har brug for at benytte cookies - du bør slå brugen af cookies til for at benytte den som tiltænkt.

Cookies er i øjeblikket slået fra for dette website. Klik her for at aktivere brugen af cookies og lukke denne meddelelse.
læse her, hvis du vil vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem.

Klik her for at aktivere brugen af cookies og lukke denne meddelelse.