DM i debat 2018: Pias peptalk fik publikum til at pifte

03.05.2018

Pia Risør Bjerre fra De grønne pigespejdere stillede torsdag op til DM i debat i Politikens Hus for at sætte fokus på, at flere udenfor politik får mod til at sige deres mening.


- Tak for, at I kaster jer ud i det her. For det er faktisk en hård ting at være med i en politisk debat. Så tusind tak, fordi I stiller jer frem. Det er nemlig helt ufatteligt vigtigt, at der er nogle unge mennesker, der går ind i debatten.

 Sådan lød velkomsten fra ordstyrer, redaktør og radiovært Lars Trier Mogensen, inden anden omgang af de indledende runder i DM i debat 2018 gik løs i Politikens Hus i København. Første omgang foregik i slutningen af april, hvor de tre dommere sendte fire debattører videre til finalen, der finder sted på årets Folkemøde på Bornholm i juni.

 Denne aften gik ud på at finde de sidste fire finalister ud af 18 unge debattører, som havde meldt sig til at stille op med flere hundrede andre unge mennesker som publikum. En af de 18 var Pia Risør Bjerre fra De grønne pigespejdere.

Det mest oversete emne

De indledende runder i DM i debat foregår normalt ved, at alle 18 deltagere får ét minut hver til at komme med en peptalk om et overset emne i den politiske debat. Herefter giver dommerne hver deltager point og sender de bedste deltagere videre til næste runde, hvor deltagerne skal dyste mod hinanden ud fra emner, de hver især har valgt.

For Pia var det den første peptalk, der gav flest nervøse sommerfugle i maven, fortalte hun.

- Jeg var helt klart mest nervøs ved tanken om den peptalk i starten, hvor man står der alene. For når der først er nogen at spille bold med i en debat, synes jeg, det er sjovt. Jeg har været nervøs op til debatten, men når jeg først står på scenen, mærker jeg ikke noget. Det handler måske også om, at jeg har været pigespejder så længe og prøvet at stå på en scene før. 

 

Flere kvinder i debatten 

Pias peptalk handlede om, at den politiske debat skal være mere jordnær. Foran et piftende publikum sagde hun sin mening om, at politik skal være for alle. Dommerne sendte hende videre til de næste runder og kaldte hende en sjov og knaldstærk debattør. Og fik også kommenteret på, hvordan det at være kvinde spiller en rolle, når man debatterer.

 Alle tre dommere var nemlig enige om, at kvinder har en særlig udfordring i den offentlige debat. Den ene dommer, tidligere spindoktor Rasmus Meyer, nævnte, at kvinder tit bliver mødt med sexistiske kommentarer på facebook. Og den anden dommer, Politikens debatredaktør Ditte Giese, pointerede, hvor fedt det var at se så mange kvinder stille op ved DM i debat:

- For når jeg laver avis, skal jeg aktivt opsøge 10-20 kvinder om dagen for at høre, om de vil skrive et debatindlæg. Og de svarer aldrig.

Alle kan sige deres mening

Et stærkt kendetegn for aftenens debatter var det høje niveau, konstaterede dommerne flere gange undervejs. Og på trods af tæt løb mellem Pia og hendes debat-modstandere, gik hun ikke videre til finalen på Bornholm.

- Det har været sjovt at prøve og at få erfaring i at debattere. Debat er jo mere end det her. Men man lærer, at man godt kan melde sig på banen i debatten og sige sin mening, før man kritiserer noget. Jeg har også lagt mærke til, at det tit er ungdomspolitikere, der stiller op til sådan noget her. Så jeg synes, det er fedt at kunne sige, at jeg også har været her, fortalte Pia efter debatten.

- Nu glæder jeg mig til at kunne stå helt afslappet på Folkemødet på Bornholm som publikum, når der er finale. 

 

Fakta om DM i debat:

 

  • DM i debat er arrangeret af Politiken og DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd. Danmarksmesteren i debat bliver kåret ved årets Folkemøde på Bornholm.
  • Det er 8. år, der bliver afholdt DM i debat.
  • Dommerne ved anden indledende debat var Ditte Giese, debatredaktør på Politiken, Rulle Grabow, tidligere spindoktor og kommunikationsrådgiver, og Rasmus Meyer, tidligere spindoktor.

 

 

 

 


Bookmark and Share

Ved at anvende vores hjemmeside accepterer du at vi og vores samarbejdspartnere bruger cookies for at få hjemmesiden til at fungere, for at lette brugen af den, til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Du kan sige 'nej tak til cookies' her, eller du kan læse her, hvis du vil vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem.

Klik her for at aktivere brugen af cookies og lukke denne meddelelse.

Denne side har brug for at benytte cookies - du bør ikke slå brugen af cookies fra

Denne side har brug for at benytte cookies - du bør slå brugen af cookies til for at benytte den som tiltænkt.

Cookies er i øjeblikket slået fra for dette website. Klik her for at aktivere brugen af cookies og lukke denne meddelelse.
læse her, hvis du vil vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem.

Klik her for at aktivere brugen af cookies og lukke denne meddelelse.