
WAGGGS er vært for forskellige arrangementer, hvor De grønne pigespejdere har mulighed for at sende én eller flere deltagere.
På WAGGGS hjemmeside kan du selv følge med I kommende internationale kurser og begivenheder. På WAGGGS europe's hjemmeside kan du finde europæiske begivenheder - kurser i europaregionen har deres egen side europack-online.net.
Du kan altid selv byde ind med, når du finder et kursus, du har lyst til at deltage i. Kontakt IC'eren.
Du kan besvare et opslag. Når WAGGGS afholder et arrangement, sender de en invitation til alle medlemslande. Hold øje med korpsposten, korpsets hjemmeside og facebook, hvor disse invitationer bliver opslået.
Som regel skal du sende din ansøgning til IC'eren. Du bliver kontaktet lige meget om du er valgt eller ej. Hvis du ikke er blevet valgt, får du en begrundelse og er velkommen til at søge igen en anden gang.
Du kan blive headhuntet. Ofte modtager De grønne pigespejdere invitationerne meget sent. Det gør det svært at lave et opslag og have tid nok til en rimelig ansøgningsfrist.
I sådanne tilfælde vil der blive headhuntet deltagere direkte ud fra netværk. Vil du gerne på listen over folk, der gerne vil sendes ud, skriv en mail til De grønne pigespejderes IC’er. Skriv lidt om dig selv, dit spejderliv, dine interesser og hvilke erfaringer du har. Så er der god chance for at du bliver spurgt næste gang, der dukker et arrangement op, som svarer til dine interesser.
Alt afhængig af arrangementet, kan der være forskellige udgifter, men som tommelfingerregel vil De grønne pigespejdere betale: rejse, forsikring, ophold (deltagerafgift, kost og logi), gaver og evt. materialer.
Du skal selv betale: nyt pas, visum, vaccinationer, medicin, lommepenge, SWAPS og ekstra ophold.
I nogle tilfælde vil selve rejsen blive betalt af WAGGGS/anden. I så fald vil du modtage en billet, der ikke kan laves om.
Hvis du selv skal bestille din billet, skal du så vidt muligt finde den billigste rejseform (der er praktisk mulig). Kontakt korpskontoret for hjælp. Flybilletter er billigst at booke på nettet, og du kan enten få et aconto beløb eller selv lægge ud og få refunderet så hurtigt som muligt. Dette kan du tale med korpsets bogholder om.
Ønsker du at rejse selv før eller efter arrangementet er dette en mulighed. Du skal selv betale kost og logi og evt. ekstra transport, hvis du fx vælger at rejse et andet sted hen i landet. IC’eren kan hjælpe dig med at gennemskue ,hvem der skal betale hvad i forbindelse med din rejse.
Du er forpligtiget til at aflevere en rejserapport senest en måned efter du er kommet hjem. Du kan finde en skabelon til evalueringen her.
Du skal på en eller anden måde formidle noget om dine oplevelser evt. på et kursus eller via NEKTAR.
Afhængig af hvilket arrangement, du har været sendt af sted til, kan der være forskellige opgaver, du skal løse, når du er kommet hjem.
WAGGGS ønsker tit, at deltagerne gennemfører et projekt i forbindelse med deres deltagelse. Projektets størrelse afhænger meget af arrangementets type, dit engagement, og hvad der ellers rører sig i korpset på tidspunktet for din rejse.
Korpsets forsikring dækker den del af rejsen, der har med korpset at gøre. Korpsets bogholder sørger for forsikring. Hvis du rejser før eller efter kurset på egen hånd skal du sørge for at din private forsikring dækker.
Det er vigtigt at der kommer historier ud om vores rejser. Send derfor gerne artikler og billeder til både korpset og lokale medier.
Det er vigtigt at være istand til at kommunikere med de udenlandske spejdere. Derfor er et rimeligt niveau i engelsk nødvendigt.