nh_top

Europakonference - Materiale til iværksætteren – Folkemøde – Ungleder – BUSK-dagen - God sommer

Korpspost 24. juni 2016

Kære leder hos og ven af De grønne pigespejdere

Velkommen til sommerens sidste udgave af Korpsposten inden ferien. Derfor er den også spækket med gode historier fra De grønne pigespejderes færden. Læs om pigespejdere, der blander sig - Europakonferencen i Oslo og til Folkemødet på Bornholm. Der er nyt aktivitetsmateriale til spejdere med en iværksætter i maven og materialet til årets BUSK-dag er også klar. Til sidst bliver du måske inspireret til at melde dig som stab til efterårsferiens Ungleder-kurser.

God læselyst og god sommer



Europæisk fællesskab og en dansker med i spidsen for WAGGGS Europa

30 spejdere repræsenterede Danmark ved den 15. europæiske spejderkonference i Oslo. Danske Miriam Madsen, der er grøn pigespejder blev valgt ind i WAGGGS’ europæiske komité. 

I seks dage var 540 spejdere fra 50 forskellige europæiske lande samlet for at dele erfaringer med hinanden og sætte retningen for det europæiske spejdersamarbejde. Der var valg til WAGGGS’ Europakomité og Pigespejdernes Fællesråd i Danmark havde opstillet Miriam Madsen – en grøn pigespejder – og hun blev valgt ind! Nu sidder der en dansk pigespejder blandt de seks spejdere, der sætter retningen for WAGGGS i Europa. Læs hele nyheden om Europakonferencen på pigespejder.dk

Hele delegationen af spejdere har undervejs i konferencen blogget om alt, hvad de har set og oplevet – diskuteret og lært. Du kan læse med på det hele og komme helt tæt på Europakonferencen på deres blog, som du finder her.



Folkemøde og verdens stærkeste fællesskab

Spejderne har været på Folkemøde på Bornholm, men hvad får vi egentlig ud af det? Korpsposten har spurgt medlem af Hovedbestyrelsen Cecilie Bernhard Hansen, hvorfor vi skal rejse til Bornholm for at fortælle, hvem vi er.

Fire dage på solskinsøen i silende regn kan ikke tage smilet væk fra Cecilie Bernhard Hansens ansigt. Hovedbestyrelsesmedlemmet er ikke i tvivl om, hvorfor Folkemødet var en succes. 

”Det giver os i den tværkorpslige forening Spejderne et stærkt sammenhold og gør os skarpe på at definere, hvorfor vi har samlet os i en forening. Men selvfølgelig er den største gevinst vores muligheder for at netværke. Her kan vi få nogle folk i tale, som normalt gemmer sig bag sekretærer og embedsfolk. Som når Statsminister Lars Løkke Rasmussen fortæller, at det stærkeste fællesskab han nogensinde har været en del af, er spejderbevægelsen," fortæller Cecilie.

Lars Løkke var ikke den eneste Spejderne fik i tale på Folkemødet. På Spejdernes Facebook kan du se, hvordan Uffe Elbæk definerer Danmarks stærkeste fællesskab eller hvorfor USA’s ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, synes, at spejderbevægelsen er fantastisk.

De grønne pigespejdere havde også Julie på 15 år med der var en del af Young Spokes Persons. Du kan se, hvordan Julie oplevede Folkemødet på De grønne pigespejderes Instagram-profil.



1-2-3 gange Ungleder i efterårsferien

Tilmeldingen er åben så det er nu, du skal være hurtigt ude, hvis du vil have en plads på de eftertragtede Ungleder-kurser i efterårsferien.

Lige inden sommeren får alvor sætter ind skal du overveje om du eller nogle af dine spejdere skal tilmeldes Ungleder 1, 2 eller 3 i efterårsferien. Der er nemlig rift om pladserne. Så sæt kryds i kalenderen i efterårsferien 2016 og få en oplevelse og del i et fællesskab, der er det helt særlige ved De grønne pigespejdere.

 

Det er ikke kun deltagerne på Ungleder, der får et særligt fællesskab. Som en del af staben, der får kurserne til at løbe rundt vil du opleve sammenhold, gåpåmod og pigespejdere, der tænker ud af boksen og giver dig energi og inspiration. Styrk dit spejdernetværk og læg sjove oplevelser i rygsækken som en del af staben bag Ungleder. Skriv til ungleder@pigespejder.dk og meld dig til – for din egen skyld.



Nu er det nemt at engagere sig i lokalsamfundet

Det tværkorpslige projekt Iværksætteri Giver Værdi, der sætter fokus på, hvordan spejdere kan skabe en positiv forskel for deres lokalsamfund, har udgivet et aktivitetsmateriale med færdige forløb.

Hvis du gerne vil lære dine spejdere at arbejde med at omsætte ideer, der skaber positiv forandring for andre, så er der hjælp at hente i det nye aktivitetsmateriale fra det tværkorpslige projekt Iværksætteri Giver Værdi.

I hæftet finder du konkrete aktiviteter, der på sjov og inspirerende vis, fører spejderne igennem de forskellige faser i et iværksætterforløb.

Aktivitetshæftet er tilgængeligt på pigespejder.dk, hvor du også kan læse erfaringer fra de grupper i blandt andet Randers og Frederikssund, der allerede har testet aktiviteterne.



Årets BUSK-materiale er klar

Sidste hånd er lagt på årets BUSK-materiale, som nu ligger klar til download på pigespejder.dk. I sidste weekend i oktober afholdes familiegudstjenester rundt omkring i landet over søndagens tekster.

Årets tema vil kredse om, at man ikke kan betale sig adgang til Guds rige. Med blandt andet talekor til de små, teater for de større og salmer, bøn og nadver, er der dømt arrangement for hele familien.

BUSK-dagen er i mange af landets folkekirker blevet en tradition, der samler frivillige og kirkegængere rundt omkring i landet. Formålet er at styrke samarbejdet og fællesskabet på tværs af frivillige organisationer ved at samarbejde om BUSK-dagen i de danske kirker landet over.

Se hele materialet på pigespejder.dk og læs mere om BUSK-dagen 31. oktober 2016



Korpsposten går på sommerferie – vi ses til august

I juli udkommer Korpsposten ikke – og husk også at Korpskontoret holder ferielukket i uge 30 og 31 og der vil derfor ikke være nogen til at svare på mails og telefonopkald.

Mens temperaturen stiger og mange pigespejdere pakker rygsækken for at tage på lejr, pakker Korpsposten ned for sommeren. I juli kommer der ingen Korpspost ud – vi glæder os til at byde en ny sæson velkommen til august.

Korpskontoret holder sommerferielukket i uge 30 og 31 og telefonopkald og mails, vil derfor ikke blive besvaret i de to uger.

 

 

HAV EN VIDUNDERLIG SPEJDERSOMMER FULD AF GODE OPLEVELSER






Hvis du ikke længere ønsker at abonnere på vores nyhedsbrev, så klik her.
nh_top