nh_top

Succes i Herning - Pigespejderevent - Lav aktiviteter på SL2017 – Bliv forandringsagent – Medlemsservice – Projektguide

Korpspost 26. august 2016

Kære leder hos og ven af De grønne pigespejdere

Det er tid til semesterstartens Korpspost nummer to. De fleste spejdergrupper har afholdt første møde efter sommerferien og det summer atter af aktivitet. Også i denne udgave af Korpsposten, hvor du kan læse om tilmelding til Pigespejderevent og succeshistorien fra Herning, hvor 80 piger var spejdere for en dag og nu myldrer de ind i gruppen. Du kan også søge inspiration og ny viden på kurser i september og i Projektguiden. Endelig er der nyt fra Spejdernes Lejr 2017 og om det nye Medlemsservice.

God fornøjelse med det hele



Husk at melde dig til Pigespejderevent senest 1. september

I weekenden 1.-2. oktober indtager pigespejderne LEGOLAND til årets begivenhed – Pigespejderevent. Tilmeldingen lukker 1. september så husk at tilmelde gruppen, så I ikke går glip af det vi kommer til at tale om i efteråret.

Om en måneds tid mødes alle grønne pigespejdere i LEGOLAND. Der er løb med poster til alle aldersgrupper, der er nye og kendte spejderveninder og så er der selvfølgelig LEGOLANDs utallige forlystelser.

Tilmelding er åben til 1. september og du kommer direkte til den her 

Find i øvrigt alt materiale om eventet på pigespejder.dk/pigespejderevent16



Ny spejdersæson kalder på nye projekter

August er lig med spejderstart.

Måske fik du en sjov idé til spejderaktivitet på årets sommerlejr, som du vil føre ud i livet. Måske har du og de andre i ledergruppen lyst til at prøve kræfter med endnu ukendte områder eller også kan det være, at du gerne vil engagere dig i et pigespejderprojekt på nationalt niveau. Hvad enten du er til det ene eller det andet, så er der inspiration og hjælp at hente i Projektguiden. Trin for trin tager den dig igennem de vigtigste ting, du skal huske på, når du giver dig i kast med et nyt projekt.

”Projektguiden er god, fordi den er nem at gå til. Den giver de korte svar på alle områder, når du arbejder med et projekt. Og så kan den være en god tjekliste, så du husker at lave både budget, tidsplan og evaluering,” siger Johanne Burgwald, der har skrevet Projektguiden.



Sommerferieaktivitet blev nøglen til succes i Herning

I Herning havde 80 piger mod på at være spejder for en dag – men de stopper ikke her. Efter sommerferien myldrer det med nye smutter og flere kommer til ved hvert møde.

”Vi har gjort det i mange år og været godt tilfredse med de par ekstra indmeldinger det gav og så har vi haft muligheden for at udbrede kendskabet til De grønne pigespejdere. Så i år var kom fuldstændig bag på os,” fortæller Ulla Bøge, der er gruppeleder i Herning.

Du kan læse hele historien om sommerferieaktiviteten, der fordoblede smutteflokken i Herning på pigespejder.dk



Lær om alt fra konflikthåndtering, karriere gennem spejderlivet og kørsel med trailer

I september har du mulighed for at få ny viden, hygge med spejderveninderne og udfordre dig selv, når der er Mangemodulkursus på Spejderbakken i Vejle.

Du kan lige nå at kaste et blik på de mange tilbud, der er til dig, hvad enten du vil blive sej til at klatre i træer, spotte og fastholde spejdertalenter eller finde ud af, hvordan du kan bruge teatersport til spejdermøder. Du sammensætter selv dit program og bestemmer, hvor mange moduler i løbet af weekenden du vil deltage i.

Se listen med alle moduler fordelt over lørdag og søndag og find det, der interesserer dig mest.

OBS: Se også at der søndag er et særligt modul for gruppebestyrelser – har du husket at fortælle det til gruppebestyrelsen i din gruppe?

Link til tilmelding til Mangemodul



Vær med til at lave aktiviteter til Spejdernes Lejr 2017

Vil du være med til at sætte dit præg på, hvad vi skal lave på Spejdernes Lejr 2017? Så kom med dine gode ideer til aktiviteter, der sætter spor i spejderne.

Spejdernes Lejr 2017 indbyder alle til at komme med deres gode ideer og hjælpe med at lave aktiviteter til Danmarks største spejderlejr. Uanset om du har en god idé til en aktivitet, vil lave en af dem, der er beskrevet i udbudskataloget eller bare vil hjælpe til, så er der masser af muligheder.

Læs om alle mulighederne her eller dyk direkte ned i Udbudskataloget for at blive inspireret.



Ny mulighed for introduktion til Medlemsservice

Inden længe tager KFUM-Spejderne også vores nye medlemssystem Medlemsservice i brug. Derfor afholder de en lang række introduktionskurser, hvor grønne pigespejdere også er inviteret til at deltage.

 

Du kan finde datoer og mere information om introduktionskurserne på dette link: http://medlemsservice.kfumspejderne.dk/introduktionskurser Siden bliver løbende opdateret med invitationer og tilmeldingslink. Kurset bærer præg af et mere praktisk-orienteret kursus, så du kan med fordel medbringe egen computer, så du kan arbejde med dine egne data.



Bliv forandringsagent i Norden

Er du mellem 16-25 år kan du komme på rejse til Island og møde spejdere fra hele Norden.

Den 13.-16. oktober mødes unge spejdere fra alle de nordiske lande i Island for at knytte venskaber på tværs og lære mere om spejderarbejdet i Norden. Og du har mulighed for at komme med, hvis du er mellem 16 og 25 år. Du skal blot skrive lidt om dig selv til Pigespejdernes Fællesråd i Danmark på mailadressen spejderiverden@gmail.com inden 6. september.

Læs mere om at blive forandringsagent i Island til oktober.

 

GOD WEEKEND






Hvis du ikke længere ønsker at abonnere på vores nyhedsbrev, så klik her.
nh_top