Værd at vide som ny leder

Som frivillig hos De grønne pigespejdere er du med til at få flere piger til at turde mere. Dit bidrag er unikt og værdsat. En spejdergruppe handler nemlig om mangfoldighed og at se styrkerne i vores forskellige egenskaber, og hvad vi sammen kan udrette. Du behøver derfor ikke kunne binde en råbåndsknob med hænderne på ryggen, tænde bål med to pinde eller kunne spejderråbet. De spejderfærdigheder der er brug for, skal du nok lære hen ad vejen. Så lad os aflive den myte en gang for alle: Du skal ikke have været spejder i 100 år for at blive frivillig hos De grønne pigespejdere. Tværtimod mener vi, at nye spejdere tilfører spejdergruppen ny energi og anderledes ideer.

Strategi, vision og mission

Alt hvad vi laver hviler på vores mission og vision. De kommer til live gennem vores strategi.

  • Det er vores mission at gøre piger og kvinder i stand til at udvikle og udnytte deres fulde potentiale.

  • Det er vores vision, at vi giver piger mod, og vi sætter verden i bevægelse.

Pigespejderværdier

Otte værdier danner rammen om vores måde at lave spejderarbejde på, vores måde at samarbejde på og den måde vi udvikler aktiviteter. Værdierne er dem, der samler pigespejdergrupper på tværs af landet og dem, der er med til at definere os, vores opgave og vores bud på løsninger.

Værdierne kan give dig ord bag det, du laver

Som ny frivillig hos De grønne pigespejdere kan de otte værdier hjælpe dig til at forstå, hvad du er med til at give videre til spejderne. Værdierne kan også hjælpe dig med at fortælle forældre, hvad deres datter får ud af at være pigespejder.

Om aktivitetsmateriale

De grønne pigespejderes aktiviteter er kernen i, hvem vi er. Vi er nemlig, hvad vi laver. De aktiviteter, som spejderne får et mærke af at gennemføre, dem kalder vi “aktivitetsmaterialet”. Det er aktiviteter, som De grønne pigespejdere står som opfindere af og  afsendere på. Aktivitetsmaterialet dækker over alle mærker – Udfordringsmærker og Engagementsmærker – og over det, vi kalder Basisaktiviteterne. Derudover kan du i aktivitetsdatabasen finde forskellige enkeltstående aktiviteter, som pigespejdere landet over har uploadet til glæde og inspiration for alle.