Min tidligere spejdererfaring, hvor jeg har fået kvalifikationer, jeg kan trække på i hovedbestyrelsen:
– Jeg har været pigespejder i 15 år, og jeg har været alt fra smutte- til patruljeleder og enhedsleder. Det betyder også, at jeg er blevet opdraget med korpsets værdier. Senere har jeg siddet i flere forskellige arbejdsgrupper, herunder PigespejderTech, hvor jeg blandt andet var på Naturmødet som debattør om projektet samt udviklede aktiviteter i 2 år. Desuden har jeg været med til at arrangere og afvikle Nyborg Strand kurset i både 2023 og 2024. Det har givet mig erfaringer med strategiimplementering og forståelse for organisatoriske strukturer.
Jeg har følgende kompetencer og styrker, som jeg kan bidrage med i hovedbestyrelsen:
– Der er ofte ikke langt fra idé til handling hos mig. Jeg ser det som en styrke, at jeg har focus på muligheder frem for begrænsninger, og jeg arbejder aktivt for at føre gode idéer ud i livet. Jeg er god til at lytte, give plads og møde andre med åbenhed. Det gør mig i stand til at skabe gode samarbejder og bidrage til løsninger, som flere kan se sig selv i og være stolte af.
Jeg ønsker at sætte følgende aftryk på korpset:
– Jeg ønsker at være med til at styrke sammenhængskraften i korpset og sætte endnu mere fokus på de styrker, der ligger i vores forskelligheder. Jeg vil arbejde for, at vi i højere grad bruger hinandens kompetencer aktivt og skaber et fællesskab, hvor alle føler sig set og værdsat.
Mine to vigtigste mærkesager:
- Jeg vil gerne gøre endnu mere for, at vi kan give flere kvinder og piger et stort fællesskab fyldt med traditioner og viden. Derfor vil jeg arbejde for,at vi får brandet os selv på nye måder og får fat i pigerne, hvor de er – og viser dem, at vi er MEGET MERE end at lave bål.
- At sikre, at der er endnu mere plads til ALLE i vores fællesskab, både de helt nye piger, de unge, og dem, som har været med hele livet. Jeg tror på, at vi står stærkest sammen på tværs af generationer.




FØLG OS PÅ FACEBOOK
FØLG OS PÅ INSTAGRAM