Deltagere

Det er dig som kursusleder, der har den direkte kontakt til deltagerne før (og efter) kurset.

Du har ansvaret for at udsende deltagerbrev senest 14 dage før kurset og besvare henvendelser fra deltagerne. På nogle kurser kan der komme mange henvendelser de sidste uger før kurset, og de skal helst besvares relativt hurtigt. Derfor er det vigtigt at huske at sætte tid af til den del af kursuslederopgaven.

Deltagerlister

I tilmeldingsperioden kan man som kursusleder følge med i de tilmeldinger, der kommer ind i Medlemsservice. Undervejs og ved tilmeldingsfristen kan man altså trække en deltagerliste med alle de oplysninger, deltagerne har tastet ind i forbindelse med tilmeldingen. Læs mere om hvordan du som kursusleder får adgang til dit kursus i Medlemsservice og hvordan du selv kan trække en liste over besvarelser i vejledningen ‘Arrangementshåndtering i Medlemsservice for kursusledere’ på denne side.

Deltagernes alder

Husk alderskravene (se herunder). Du kan som kursusleder vælge at give dispensation.

  • UnglederSTART: man skal fylde 12 år i kursusåret
  • Ungleder 1: man skal fylde 13 år i kursusåret
  • Ungleder 2: man skal fylde 14 år i kursusåret
  • Ungleder 3: man skal fylde 15 år i kursusåret
  • Ungleder X: man skal være mellem 17 og 20 år i kursusåret

Navneskilte

Det er de færreste, der formår at huske navnene på alle kursusdeltagere. Derfor er det en god idé at lave navneskilte til alle.

Patruljeinddeling

Som korps arbejder vi med patruljesystemet. Det går derfor også igen i vores uddannelsessystem. Vi har tradition for at inddele deltagerne på tværs af geografisk tilhørsforhold for at udvikle evnen til at samarbejde med andre.

Der kan også være andre hensyn at tage, når man inddeler deltagerne i patruljer til et kursus, f.eks. alder, særlige behov eller forudsætninger og hvor længe deltageren har været spejder.

Udeblivelser og afbud

Hvis du som kursusleder modtager afbud eller oplever at der er udeblivelser til dit kursus, skal du give Korpskontoret besked herom via mail: kursus@korpskontoret.dk.