Lær at ro havkajak – kursus for spejderledere

17. maj 2025 kl. 10:00 - 18. maj 2025 kl. 17:00 Skovskolen, Nødebo, Nødebovej 77A, Nødebo, 3480 Fredensborg Alle ledere, 15+ år 200.00

Vil du lære at ro kajak? Drømmer du om at tage din gruppe med på vandet? 

Så er kurset her noget for dig. 
Som del af PigespejderExplorer - projekt Bæredygtigt frilufstliv på vand kan du nu komme på kursus i havkajak og vandfriluftsliv. 

Kurset her er et ekstraordinært tilbud. To seje friluftsvejlederstuderende, Maria Glinvad og Gitte Aarrejarvi, er i gang med at specialisere sig som havkajakinstruktører og har tilbudt at holde et weekendkursus for De grønne pigespejdere.

Du kan med fordel deltage i kurset her, inden du deltager i et af De grønne pigespejderes andre kajakkurser (kommer snart 🙂). 

På kurset lærer du at ro fremad og at styre kajakken, du lærer at redde dig selv og din makker, og du får en forsmag på alle de fede oplevelser, der venter på vandet 
Vi lover, at det bliver sjovt. Og helt sikkert også udfordrende. Det hele foregår i trygge rammer og sammen med andre pigespejdere.

Du behøver ikke have nogen erfaring med at ro kajak for at være med på kurset, men du skal kunne svømme 200 meter. 
Du må regne med at blive våd på kurset og få hovedet under vand.

Vi sørger for det nødvendige udstyr. Hvis du har en våddragt, er det en god ide at tage den med. Men du kan også godt klare dig med uldent undertøj og regntøj.  

Vi skal sove ude - i telt, shelter eller hængekøje, det bestemmer du selv. Du skal derfor huske at medbringe liggeunderlag, sovepose og spisegrej. 

Husk en drikkedunk og snacks - man bliver hurtigt småsulten på vandet.

Forplejning: Tag madpakke med til lørdag. Aftensmad lørdag arrangerer vi i fællesskab, og vi køber også fælles ind til morgenmad og frokost søndag.

Transport: Det er nemt at komme med offentlig transport til Skovskolen i Nødebo. Tjek rejseplanen.
 

Projekt Bæredygtigt friluftsliv på vand er støttet af Friluftsrådets pulje Udlodningsmidler til Friluftsliv.

Pris: 200.00 kr

TILMELD DIG HER