Drømmer du om at tage din gruppe med på vandet? Vil du lære at ro kajak?
Så er kurset her noget for dig. Som del af PigespejderExplorer - projekt Bæredygtigt frilufstliv på vand kan du nu komme på kursus i havkajak og vandfriluftsliv.
På kurset lærer du at ro fremad og at styre kajakken, og du lærer at redde dig selv og din makker. Du får en forsmag på alle de fede oplevelser, der venter på vandet, og du bliver klædt på til selv at kunne tage pigespejdere med på tur.
Vi lover, at det bliver sjovt. Og helt sikkert også udfordrende. Det hele foregår i trygge rammer og sammen med andre pigespejdere.
I løbet af kurset kommer vi igennem fem moduler:
• Lær dit fartøj at kende
• Sikkerhed frem for alt
• Sådan tager du pigespejdere med på vandet
• Pas på vores blå natur
• PigespejderExplorer til vands
Du behøver ikke have nogen erfaring med at ro kajak for at være med på kurset, men du skal kunne svømme 200 meter.
Du må regne med at blive våd på kurset og få hovedet under vand.
Vi sørger for det nødvendige udstyr. Hvis du har en våddragt, er det en god ide at tage den med. Ellers kan du låne af os.
Vi skal sove ude - i telt, shelter eller hængekøje, det bestemmer du selv. Du skal derfor huske at medbringe liggeunderlag, sovepose og spisegrej.
Vi sørger for mad og drikke, men du må forvente at skulle være med til at lave maden og vaske op - på bedste spejdermaner.!
Målet med PigespejderExplorer - projekt Bæredygtigt Friluftsliv på vand er, at så mange pigespejdere som muligt kommer på vandet.
Derfor håber vi, at du efter kurset vil tage pigespejdere med på vandet, og vi opfordrer til, at I er flere ledere fra samme gruppe, som tager med på kurset.
På den måde kan I hjælpe hinanden med at lave vandaktiviteter for pigespejdere hjemme i gruppen.
Projekt Bæredygtigt friluftsliv på vand er støttet af Friluftsrådets pulje Udlodningsmidler til Friluftsliv.