Nyborg Strand kursus 2021

20. november 2021 kl. 10:00 - 21. november 2021 kl. 16:00 Hotel Nyborg Strand Fra 16 år og opefter

Nyborg Strand Kursus 2021 indbyder dig til et kursus med afsæt i bæredygtighed. Ikke kun på den grønne måde, men også med fokus på hvordan vi sikrer et bæredygtigt korps med løbende nytænkning af lederskab.  Derfor har vi inviteret Mikala Larsen fra Nestlé. Mikala vil med sit oplæg fortælle om hvordan transparens skaber værdi i Nestlés ledelse. Hun fortæller også om, hvordan hun ser mennesker over deres kompetencer – og hvordan det giver værdi i hendes lederskab.

Programmet byder også på hverdagsaktivisten Signe Wenneberg, der tager os i hånden og hjælper os hver især til at blive klogere på hvordan vi alle sammen kan gøre lidt for at passe på klimaet. Sammen med Mickey Gjerris skal vi have de klimaetiske briller på og dykke ned i menneskets forhold til naturen og diskutere en række muligheder for at ændre vores perspektiv på naturen og vores rolle i den.

Lørdag aften skal vi samles og forhåbentligt grine en masse, når Ane Høgsberg byder op til en masse grin og latter inden vi slutter aftenen af med at nyde at vi ENDELIG må synge sammen igen – og mon ikke der også bliver plads til en masse snak og gode grin pigespejdere imellem.

Nyborg Strand Kursus 2021 giver dig også rig mulighed for at pakke din mentale spejderrygsæk med kompetencer og ny viden, når vi søndag åbner op for vores mange bobler. I tilmeldingen skal du vælge de to bobler, du gerne vil deltage i. Der er først-til-mølle ved tilmelding til bobler.

Du kan læse om boblerne og Deluxemodulerne ved at trykke her.

Tilmeld dig ved at trykke her.