Et godt samarbejde med forældrene er afgørende for, at pigerne starter, og at de bliver ved med at gå til spejder. Når pigerne går i de mindre klasser, er det i høj grad forældrene, der vælger, hvilke aktiviteter de skal gå til. Derfor er det vigtigt, at forældre forstår, hvad det er deres pige får ud af at være grøn pigespejder.

Tag godt imod nye forældre

  • Hils på hvert barn og hver forældre på hvert møde og fortæl, at du er glad for, at de er kommet. Det har kæmpe betydning for, at de føler sig velkomne og har lyst til at komme igen.
  • Giv forældrene et forældrebrev med essentielle info omkring spejdergruppen.
  • Hav kaffe på kanden og giv dig tid til at snakke med forældrene. Fortæl forældrene hvad I skal lave og hvordan det styrker netop deres pige.
  • Spørg ind til hvad forældrene laver og hvorfor de har valgt at sende deres pige til spejder. Lav eventuelt en forældrebank, hvor I noterer denne viden. I kan bruge denne viden til at invitere forældre til at løse specifikke opgaver, fx stå for en aktivitet på et møde, tage billeder eller søge fonde.

Hent skabelon til forældrebrev i afsnittet om PR

Få forældrene til at hjælpe

Mennesker vil rigtig gerne hjælpe – særligt forældre. De skal bare spørges.

Lav aktiviteter for hele familien

Den bedste måde at få forældrene til at forstå hvad spejder er, er ved at de prøver det på egen krop. Tænk over hvornår det giver mening for jer at invitere forældrene med til spejder.

Ideer til arrangementer med forældre:

  • Familieweekend
  • Mor-datter-dag
  • Forældreløb som afslutning på en tur
  • Spejdermøde for hele familien med mad over bål
  • Fastelavn i spejderhytten
  • Juleafslutning for hele familien

Jo bedre I kender forældrene, jo mere vil de støtte op om spejdergruppen.

Spilopspejd

Spilopspejd er spejder for piger 3-6 år og deres forældre eller en voksen de kender. Til spilopspejd oplever små piger, at de får plads til at tumle, lege og mærke naturen.

Til spilopspejd lærer både børn og voksne om De grønne pigespejderes værdier. Forældrene oplever spejderfællesskabet på egen krop og bliver ambasadører for spejdergruppen. Samtidig lærer spilopspejdlederen forældrene godt at kende og finder ud af hvilke forældre, der vil blive gode ledere for spilopperne eller for spirerne, når deres datter rykker op.

Læs mere om opstart af Spilopspejd

Kirstens otte gode råd til en god opstart med spilopspejd

  1. Opsøg! De reagerer ikke på en plakat, så kom ud med nogle foldere i børnehaver, vuggestuer, biblioteker og alle mulige andre steder, hvor aldersgruppen befinder sig. Tag gerne spejdertørklædet og et stort smil på – så kommer I langt.
  2. Vær i god tid! Småbørnsforældre er travle. Derfor skal I række ud til dem tids nok til, at de kan nå at planlægge med at starte op til en ny fritidsaktivitet.
  3. Gør det overskueligt! I Holstebro kører man for eksempel kun møder én søndag formiddag om måneden, så det ikke bliver for voldsomt for den aldersgruppe. Tit går de små jo allerede til gymnastik, svømning eller noget helt tredje hver uge, og det skal helst ikke være overvældende at skulle afsted til spejder.
  4. Tænk logistisk! Når I finder tidspunktet for spejderiet, så overvej for eksempel, at de små skal kunne nå hjem og sove middag, hvis I holder det om dagen.
  5. Det spreder sig mellem mennesker! Når de første kommer til møderne, så giv dem invitationer med hjem, de kan give videre til en veninde – de synes alle sammen, at det er fedt at have deres gode veninde med til spejder.
  6. Skab struktur i møderne! I Holstebro starter man med en sang hver gang, hvorefter programmet for dagen gennemgås. Det er vigtigt for de små størrelser at vide, hvad de skal.
  7. Udfordr dem! Tit kan de små spejdere mange ting, som selv ikke deres forældre tror, de kan. De skal bare udfordres – også selvom forældrene tvivler lidt i starten, og har lyst til at gøre det for dem.
  8. Inkludér dem i det store fællesskab! I Holstebro har det været en stor succes at invitere spilopspejderne til juleafslutningen med de store spejdere. De store havde et langt program, men de små og deres forældre kunne smutte hjem, når det passede dem.