’Vi brænder for vores aktiviteter, er engagerede og har en god sag’ – men hvordan er det lige, at man får fortalt det til andre? Med en elevatortale får du skærpet dit budskab til andre.

Når du skal fortælle om gruppen i kommunen eller tiltrække børn til gruppen, så er det nemmere, hvis du med få ord kan fortælle det essentielle – altså hvis du har en elevatortale at fyre af. Elevatortaler kan bl.a. bruges til nye forældre om, hvilke kompetencer børnene får hos jer, skabe opbakning hos lokalpolitikere, handle om en kerneaktivitet eller det unikke ved jeres gruppe. En elevatortale er præcis, kort og interessant.

Lav en elevatortale

Her er en øvelse, der hjælper dig med på kort tid at forklare, hvad jeres gruppe står for. Det tager ca. 20 minutter.

En elevatortale er et udtryk for en tale, som du kan nå at holde på den tid, det tager at køre med en elevator. Idéen bag at forberede en elevatortale er, at du altid er forberedt på at fortælle om det, du brænder for i din forening. En dag møder du en gammel ven, en lokalpolitiker eller bare en interessant person på en rulletrappe, til en reception, i toget, hos købmanden eller i en elevator.

Med elevatortalen er du forberedt på, hvordan du griber chancen og inviterer en ny person ind til kernen af dit engagement. Elevatortalen er et redskab til at styrke dit budskab hos andre. Du styrker dit kendskab til målgruppen, hvad har de brug for at vide og hvad er det unikke ved jer – og så formulerer du det kort.

Fremgangsmåde

  1. Det er oplagt at være mere mindst to til øvelsen.
  2. Besvar hver især de fem spørgsmål nedenfor og lav derudfra en elevatortale på 1-2 min. (ca. 15 min.)
  3. Fremfør elevatortalen for de andre (1-2 min. pr. elevatortale – brug evt. stopur)
  4. Modtag feedback. Fortæller elevatortalen, hvad du vil? Skal den fortælle andet?
  5. Ret din elevatortale til og prøv igen.

Fem spørgsmål

  1. Hvem er målgruppe for elevatortalen? Vær skarp på hvem jeres målgruppe(r) er og hvad har de brug for at vide. Der er forskel på, hvad forældre til spejdere og embedsmænd hos kommunen har brug for at vide. Eksempler på målgrupper kan være: Forældre til spejdere, potentielt nye ledere, kommunalpolitikere, virksomheder, fonde.
  2. Hvad har målgruppen brug for at vide om jer? Prøv at sætte dig ind i målgruppens sted og forestil dig, hvilken viden om jeres gruppe, der gør en forskel for dem? F.eks. kan forældre være optaget af, at aktiviteterne i jeres spejdergruppe foregår trygt og sikkert.
  3. Hvad er det absolut vigtigste målgruppen skal vide? Koncentrér budskabet i få linjer. Udover den inspiration I kan få ved at spørge målgruppen direkte, kan det anbefales at kigge på f.eks. materiale fra De grønne pigespejdere, formålsparagraffer og lignende.
  4. Hvad gør jeres gruppe speciel? Hvad er det særlige ved jeres gruppe? Hvilken type af aktiviteter lægger i vægt på? Hvor foregår de? Hvad er I særligt gode til? Fortæl f.eks. at det er vigtigt for jer at lave aktiviteter i naturen, eller at I lægger vægt på at give piger mod.
  5. Hvad får I selv ud af det? Det er vigtigt man kan mærke jeres passion, når I præsenterer jeres gruppe i elevatortalen. Fortæl om jeres passion, og hvad det giver jer personligt at være med.