Næstved

De grønne pigespejdere har modtaget 1,4 millioner kroner i udlodningsmidler, som Friluftsrådet uddeler, til at gennemføre Den lille spejderuge. Projektet skal give børnehaveklasser i hele landet mulighed for at prøve kræfter med spejderlivet i fem dage.

Børnene vil blive budt på friluftsudfordringer, spejdernavn, naturudforskning, samarbejdsøvelser og fællesråb. Målet er at give børnene en smagsprøve på friluftslivet, større kendskab til naturen og lysten til at være udendørs. Vi vil rykke klasseværelset ud i naturen og lade eleverne stifte bekendtskab med naturfaglige fænomener. De vil få mulighed for at undersøge skolegårdens dyr og planter, styrke fællesskaber og mærker vejr og vind på egen krop. Alle elever får deres egen spejderbog med klistermærker og opgaver, som de skal benytte i løbet af ugen.

I Næstved er der mange børnehaveklasser med i projektet og derfor har vi i gruppen valgt at starte en spire-enhed for piger i 0.-1. klasse, så der kan blive meget mere friluftsliv og fællesskab for piger i Næstved.

Bliv spejder

Når din datter har været med til Den lille spejderuge, så håber vi at hun har mod på mere spejderliv. Hun er velkommen i vores spireflok, der starter ugen efter Den lille spejderuge.

Naturens Dag

Søndag den 8. september holder vi åbent hus. Her kan din datter prøve endnu flere af de sjove aktiviteter i naturen, som hun blev præsenteret for i Den lille spejderuge.