Kursusleder: Energien på pladsen er det fedeste

17.09.2018

Efterårsferien nærmer sig langsomt og i pigespejderland betyder det, at Ungleder igen skal afholdes. Kursuslederne på UL2 og UL3 står igen snart klar til at tage imod de spændte deltagere.

Om under en måned skydes Ungleder i gang, og kursuslederne arbejder hårdt for at få de sidste forberedelser på plads. En af dem er Charlotte Støvring Preussler, kursusleder på UL2. ” Vores opgave er at sørge for at kurset kører rundt. Vi har overblik over alle forberedelserne og det er os, som sørger for at alt kører, som det skal.”

Charlotte glæder sig allerede meget til at komme i gang og opleve den fantastiske energi blandt alle deltagerne.  Derfor opfordrer hun også alle pigespejdere, som har færdiggjort UL1, til at melde sig til. ”Det er en super mulighed for at lære en hel masse nye ting, få nogle gode veninder og udfordre sig selv.”

Færdigheder som hjælper dig i hverdagen og i spejderlivet

Det er ikke kun på Ungleder 2, at forberedelserne er i fuld gang. Kursusleder for UL3, Majken Camilla Ancher, har også en masse at se til. UL3 er det sidste kursus i Unglederuddannelsen. Her skal man bruge og afprøve de ting, man har lært tidligere, og derfor bliver man også udfordret på helt andre måder. Men dette er for Majken bare et plus: ”Det er en fantastisk mulighed for at få afsluttet sin Ungleder uddannelse og komme ud at prøve de ting af, man har lært. Man lærer en masse, som er virkelig brugbart både i spejderlivet og i ens hverdag.”

En uge fyldt med grin, læring og gensynsglæde

Selvom UL2 og UL3 er forskellige, er der særligt en ting, begge kursusledere er helt enig om: at ugen er fyldt med den fedeste stemning. ”Man kan bare mærke, at alle pigerne har glædet sig meget til at komme i gang. Energien på pladsen er det fedeste, og gensynsglæden er noget af det bedste i løbet af sådan en uge”, slutter Majken af.