2022 nærmer sig og det samme gør PigespejderTech

20.12.2021
Foto: Mikal Schlosser

De næste år står i teknologiens tegn hos De grønne pigespejdere. Med det fokus vil vi vække pigers nysgerrighed og give dem mulighed for at nå deres fulde potentiale. Det skal blandt andet ske gennem anderledes og sjove aktiviteter. 

Power, programmering og pigefællesskab.

Det er nøgleordene i PigespejderTech, som er De grønne pigespejderes særlige fokusområde de næste to år.

Ved PigespejderTech tager vi fat i teknologi og programmering. Et emne, som både direkte og indirekte er en stor del af vores medlemmers hverdag, men som flere undersøgelser viser, at piger og kvinder ofte fravælger, når de skal vælge uddannelsesretning.

For os er det oplagt at sække fokus på den – indtil videre – mandsdomineret tech-verden, da vores overordnet mission er at give mod og introducere piger til forskelligartede muligheder i livet, så de kan opnå deres fulde potentiale – også på tech-området.

“Med fokus på programmering og tech i et trygt rum kan piger i fællesskab udforske ting, der ellers kan være svære at få hold på,” siger Anette Nørgaard, medlem af De grønne pigespejderes hovedbestyrelse.

Under åben himmel
Teknologi og programmering kan måske lede tankerne hen på computerrum og skærme, men hos De grønne pigespejdere tager vi spejderne med udenfor og viser, hvordan interessen for teknologi kan vækkes på mange måder.

Det kommer både til at ske ved forskellige aktiviteter i de enkelte grupper, kampagner og events.

Anette Nørgaard mener, at hele korpset får stor gavn af fokusset:

“Tech er også en unik mulighed for, at piger kan lære deres ledere noget. Sammen udvikler vi færdigheder. der øger den enkeltes livsduelighed og digitale sikkerhed.”

De første aktiviteter er allerede klar
Selv om PigespejderTech først for alvor begynder i det nye år, kan du allerede nu finde de første aktiviteter på hjemmesiden.

Her tager størstedelen af aktiviteterne udgangspunkt i en mikro:bit, som hver gruppe har fået udleveret. Den lille computer kan programmere alt fra et selvvandingssystem til en robot – og så kan den selvfølgelig tages med ud i naturen.

De første aktiviteter byder blandt andet på at lære verdenshjørnerne, minerydning og kodeløb. Der er aktiviteter til alle aldersgrupper; fra den 3-årige spilopspejder til den 60-årige Augusta.

I de næste to år vil der løbende komme flere sjove og anderledes aktiviteter. Du finder aktiviteterne her.