Vi glæder os allerede til november, hvor vi igen skal være sammen på Hotel Nyborg Strand til årets frivilligbegivenhed. Lige nu søger vi dig, der vil være med til at arrangere weekenden.
Nyborg Strand kursus er det årlige kursus for 16+ pigespejdere. Formålet med kurset er både, at deltagerne får fyldt rygsækken op med viden og inspiration til pigespejderarbejdet og at møde nye som gamle pigespejderveninder.
I 2025 skal Nyborg Strand kursus balancere mellem mange friluftsaktiviteter og et ønske fra sidste års deltagere om muligheden for at dygtiggøre sig som leder. Det sker i samspil med det aktuelle PigespejderFokus: PigespejderExplorer. Det bliver ret sejt, men vi mangler dig!
Bliv projektgruppemedlem for Nyborg Strand 2025
For at afholde det allerbedste kursus for pigespejderne, søger vi dig, der har – eller ønsker at få – erfaring med:
- Projektledelse
- Planlægning
- Logistik
- Networking
- Kommunikation
- Aktiviteter
Og så brænder du ikke mindst for at skabe et fedt event for de frivillige i pigespejderland. Du vil blive en del af en projektgruppe, hvor der er en projektleder. Du er velkommen til at søge sammen med din bedste projektmakker hos pigespejderne.
Nyborg Strand kursus skal hænge sammen med PigespejderExplorer, der er det PigespejderFokus fra midt 2024 og til midt i 2026. Årets tema for kurset er: Nysgerrighed på skaberværket. Nyborg Strand kurset fornyer sig hele tiden, og det er projektgruppen, der præger kurset i samarbejde med hovedbestyrelsen.
Form
Planlægningen sker typisk på online møder og med hjemmearbejde mellem møderne. Derudover vil der være en del koordinering med og støtte/sparring fra ansatte på korpskontoret og med hovedbestyrelsen.
Vi hører gerne fra dig, der er nysgerrig på opgaven, som slet ikke kan vente med at gå i gang, eller som har den fedeste idé til, hvad vi skal lave. Del gerne din allerbedste idé til programmet, fx oplægsholder, underholdning, eller beskriv, hvordan du/I vil forholde dig/jer til årets tema.
Varighed
1 år. Arbejdet med at arrangere Nyborg Strand kursus strækker sig fra tidligt forår, henover november med selve afholdelsen af kurset, og slutter med evaluering af kurset. Du binder dig til at arrangere Nyborg Strand kursus i 2025, men du er velkommen til at blive, hvis du bliver bidt af det og har lyst til at fortsætte i 2026, hvor PigespejderFokus skifter til et nyt, og lige nu ukendt, tema.
Antal personer, vi søger
Vi søger 2–3 projektmedlemmer.
Hvad forventer vi af dig
Vi forestiller os, at du …
- Kan møde til online aftenmøder cirka 1-2 gange om måneden, og den sidste tid før eventet eventuelt oftere
- Kan arbejde selvstændigt mellem møder med tildelte opgaver og ansvarsområder.
Det er en fordel, hvis du …
- Er motiveret til at lave et sjovt og inspirerende NYS2025
- Ser løsninger frem for begrænsninger
Du behøver ikke tidligere erfaring med at arbejde på korpsplan. Vi forventer desuden, at du kan deltage på kurset fra om fredagen – det vil sige d. 21-23. november 2025.
Kompetencer, du får
Ved at være frivillig på korpsplan får du mulighed for at samarbejde med et bredt netværk af medlemmer fra hele landet, med korpskontoret, organisationer uden for korpset og lokale spejdergrupper. Du får erfaring med eventplanlægning og udførsel af projekter samt erfaring inden for kommunikation.
Arbejdsform
Det forventes, at der primært afholdes online møder på hverdagsaftener ca. hver 14.-30. dag. Hvis projektgruppen ønsker det, kan der aftales et weekendmøde. Der arbejdes med online dokumenthåndtering, så alle medlemmer har adgang til alt. Vi arbejder tæt sammen med kontorets ansatte.
Kontaktperson
Projektledere Tina Carøe og Denice Søgaard
For mere information kontakt Tina på tlf. 27219519
Ansøgningsfrist
Skriv i en mail, hvad du laver lige nu i Pigespejderland, og hvorfor du gerne vil lave NYS2025, og send den til
tcr@pigespejder.dk senest d. 28. februar.




FØLG OS PÅ FACEBOOK
FØLG OS PÅ INSTAGRAM