Da Birgit Andersen kom tilbage til Videbæk gruppe, var gruppen næsten gået i opløsning. Med masser af hjælp og lysten som drivkraft, fik de, der var tilbage, vendt det hele om.

Gruppeleder i Videbæk gruppe Birgit Andersen kom tilbage til jobbet hos spejdergruppen efter mange års pause. Hun kom tilbage til noget af en udfordring: i gruppen var der kun 4 pigespejdere tilbage og ingen ledere.

“Jeg havde fulgt med i gruppen og kendte de ledere, der til sidst måtte give op. De havde forsøgt alt, hvad de kunne, men intet virkede. Jeg følte, at jeg var nødt til at prøve at gøre noget. Derfor kom jeg tilbage “, siger Birgit.

Hvor starter man?

Birgit tænkte meget over, hvordan hun skulle gribe det hele an. Da hun selv er handicappet, har hun ikke mulighed for at bevæge sig så meget rundt.

“Jeg kan ikke rigtig løbe rundt med pigerne, men jeg kan planlægge, forberede og administrere. Men jeg skulle have fat på nogen hurtigst muligt, der kunne hjælpe med de fysiske ting.”

Birgits svigerdatter kom og nævnte, at deres 4-årige pige godt kunne tænke sig at være spejder. Og der så de en mulighed i at prøve noget nyt – nemlig at henvende sig til de yngre piger også. I samarbejde med svigerdatteren startede de spejder op for de 4-6-årige, hvor 7 piger endte med at tilmelde sig.

De besluttede at lave det til sommerspejder fra april til september, så spejder stoppede lige før, at pigerne skulle begynde på deres andre fritidsaktiviteter. “Så havde de mulighed for at prøve spejder af i nogenlunde vejr, og fordi det lå på et andet tidspunkt end de andre fritidsaktiviteter som gymnastik, svømning osv. så behøvede de ikke at vælge noget fra.”

Fyldte meget i hverdagen

Undervejs i opbygningen af spejdergruppen fyldte projektet meget i Birgits hverdag.

At være spejder betød meget for hende, og hun kunne derfor ikke tåle at se, gruppen brænde ud. “Jeg har selv været spejder, siden jeg var 11 – i dag er jeg 68 år. Det fyldte temmelig meget i min hverdag, men det var hele tiden noget, jeg gjorde, fordi jeg havde lyst. Ikke af pligt.”

Hjælp fra mange

Undervejs fik gruppen fat i en ung pige fra 5. klasse, som elskede børn og gerne vil hjælpe til med de små piger. Til de lidt ældre piger fik Birgit kontakt til en af gruppens gamle spejdere, der nu havde sabbatår. Det endte med at blive en kæmpe hjælp at have nogle unge, der kunne hjælpe til. Og pigerne fik hevet nogle veninder med, der også kunne hjælpe til.

Ud over at kontakte gamle spejdere, var Birgit opmærksom på at få en snak med forældrene, når pigerne blev hentet.

“Vi havde en bænk uden for, hvor man kunne få sig en kop kaffe. Det betød at mange forældre begyndte at blive der, og i sidste ende begyndte at hjælpe til.”

Sæsonen efter fik de to mødre med som faste ledere.

Gruppen gør fortsat meget for at engagere forældrene ved bl.a. at opdatere facebooksiden, så forældrene kan følge med i aktiviteterne. Men også at lave arrangementer, hvor forældre kan deltage, så der er mulighed for at falde i snak med dem.

Birgit er den dag i dag taknemmelig for alle, der var villige til at hjælpe til og engagere sig, for det ledte til gruppens overlevelse.

Når det at turde giver succes

Gruppen var pludselig på et medlemstal, hvor der var mulighed for at udvide til det, de kaldte Sommerminispejd og Sommerspirer.

Der blev efterlyst piger, som kunne tænke sig at arbejde med børn, på Facebook, hvilket gav pote. 2 unge kvinder, der ikke før havde været spejdere var interesseret og blev en del af lederteamet. Derudover kom 2 garvede ledere til fra en nedlagt Ringkøbing gruppe. ”De bærer meget af det i dag, og det er fantastisk, at de alle har været så klar på at hjælpe til”, siger Birgit

På tre år kom gruppen op på ca. 50 piger og 7 faste ledere.  Om vinteren er der ikke så mange, men når april kommer og sommerspejder starter op er gruppen i fuldt flor.

“Sommerperioden er rigtig god. Det var godt, at vi fik ideen om at udnytte det, da det er en mulighed for pigerne at prøve spejder af.”

Det har været lysten, der har drevet Birgit og alle de andre til at kæmpe for gruppens overlevelse. Den dag i dag er Birgit glad for, at hun valgte at tage udfordringen op. Og selvom det har gået op og ned, har en frygt for at fejle ikke holdt hende fra at turde kaste sig ud i opgaven.

“Jeg var aldrig bange for at fejle – det har jeg lært fra spejder, at man ikke skal være”, griner hun. “Hvis det hele går ned af bakke, så skal vi nok arbejde sammen for at få det op at køre igen. Vi kan det meste, når vi står sammen”.