Ansvar, erfaringer og en tungere rygsæk: Derfor skal du stille op til hovedbestyrelsen

17.12.2025

Delegeretmøde 2026 nærmer sig, og med det skal der også vælges en ny hovedbestyrelse. Er du nysgerrig på, hvad ansvaret kræver? Og hvad du kan få ud af at stille op? Læs med, når tidligere HB-medlem Pia Risør Bjerre fortæller om sine erfaringer, og hvad hun har fået ud af fire år i vores forenings top.  

At være en del af hovedbestyrelsen i De grønne pigespejdere er en mulighed for at tage ansvar og være med til at sætte retning for hele organisationen. Men det er også en chance for at lære noget nyt, udvikle sig som leder og få erfaringer, man kan bruge både i og uden for spejderlivet. 

Pia Risør Bjerre, tidligere formand og hovedbestyrelsesmedlem, beskriver det sådan: 

– Man lærer virkelig meget om ledelse. Ikke kun spejderledelse, men også hvordan man arbejder strategisk, hvordan man tager beslutninger og hvordan man sætter en retning. Det er noget, jeg har taget med mig videre og kan bruge mange andre steder også. 

En af arbejdsopgaverne for et medlem af hovedbestyrelsen er, at man er med til at samle idéer og engagere sig i de store linjer. Det er deres rolle at finde ud af, hvad der skal til, for at hele fællesskabet kan lykkes. En opgave, der kræver overblik, lysten til at samarbejde og modet til at tage beslutninger.  

Man behøver dog ikke nødvendigvis at kunne det hele, for man står ikke alene. Arbejdet i hovedbestyrelsen handler om, at man løfter sammen.  

For Pia har det særligt betydet noget at være med til at skabe gode rammer, som andre kan lykkes i.  

-Noget af det mest meningsfulde for mig har været at se andre lykkes. At kunne give slip og stole på, at andre griber bolden. Man har banet vejen for dem, og det er fedt at se, hvordan ens tanker og beslutninger bliver ført videre.  

En masse erfaringer

Arbejdet i hovedbestyrelsen kan godt få dig til at vokse med et par centimeter, når der blandt andet skal tages beslutninger, som påvirker andre i pigespejderland – endda sommetider dine medspejdere og gode veninder.  Under corona oplevede Pia, hvordan det var at skulle træffe en beslutning om, hvorvidt man kunne samle spejdere til spire-smuttelandslejr. Det var en situation med mange hensyn, der skulle tages ud fra uvisheder.  

– Men det gav mig en masse god erfaring i ledelse at stå og skulle træffe sådan en beslutning. En beslutning der skulle træffes på andres vegne, og det var en god øvelse i både at lede og være lydhør på samme tid.  

Så har du lyst til at tage vores korps i en retning og gøre os endnu bedre? Så skal du stille op til valg.  

Du behøver ikke være ekspert for at stille op eller have en masse erfaring. Det vigtigste er, at du har lyst til at gøre en forskel og være en del af fællesskabet. I hovedbestyrelsen bliver du en del af et hold, der arbejder sammen om at skabe de bedste rammer for De grønne pigespejdere både nu og i fremtiden. 

Du kan læse meget mere om, hvordan du stiller op på vores underside for Delegeretmøde 2026 lige her.