Brev fra en Young Spokes Girl

Mit navn er Susanne, jeg er 15 år gammel og har gået til spejder i næsten 9 år. Her de sidste par måneder har jeg været en del af et meget spændende projekt,  kaldet GIRLS ACT. Det fortæller jeg om i mit brev til jer alle her. Og jeg kan kun sige, at det er noget af det fedeste, jeg laver i min hverdag, og som jeg nogensinde har lavet i min hverdag.

Kære pigespejdere

Jeg har været så heldig at få rollen som YSG’er, som står for Young Spokes Girl.
Det hele startede, da min veninde fra Ungleder 2 fortalte mig om en sjov idé lige efter sommerferien. Hun spurgte, om jeg havde lyst til at deltage i en konference, sammen med hende og en masse andre seje pigespejdere. Det handlede bare om et par zoom-møder, et møde i København og så konferencen den 8. oktober.
Jeg tror faktisk ikke engang, at jeg var i tvivl, jeg sagde bare ja. Det lød lige som noget for mig. Jeg synes nemlig, at det er meget vigtigt, at vi har ligestilling i Danmark, og at piger ikke skal lade sig begrænse af samfundets meninger. Lige netop alt det, som GIRLS ACT står for.

Siger jeg de rigtige ting?

Vi havde vores første møde den 2. september over zoom. Jeg var meget nervøs, og tankerne kørte rundt: “Kan de mon lide mig? Passer jeg ind? Siger jeg de rigtige ting?” Men det gik meget fint. Vi startede med at introducere os selv, så blev vi sendt ud i breakout rooms, hvor jeg snakkede med Amalie H (en anden YSG’er) om feminisme, og så kom vi tilbage ind i mødet og fik rollerne fortalt.
“Vi har brug for to værter. Hvem er frisk?” Kan jeg huske Johan (vores tidligere “leder”) spurgte om. Jeg og næsten alle andre rakte en finger i vejret.

Senere fik jeg et opkald af Johan, som spurgte, om jeg ville være vært sammen med Amalie H. Jeg tror mit hjerte stoppede et sekund. “Vent hvad?! Mig?” Tænkte jeg bare. Men jeg kunne nærmest ikke sige ja hurtigt nok, jeg var så glad.

12. september tog jeg toget ind til København. Vi skulle officielt mødes for første gang, og jeg var igen nervøs. Det hjalp dog lidt, da jeg mødte Amalie M på Borup station og vidste, at jeg ikke skulle sidde alene i de 45 minutter, det nu tager at tage til København.

Vi landede på hovedbanegården og mødtes med Clara, Amalie H og Johan for at tage metroen til spejderhuset. Der startede vi ud med en introduktion af os selv og vores ledere. Derefter skulle Alexandra Saul give os et lille kursus i selvtillid og kropssprog, og der begyndte jeg at føle mig mere tilpas og mere snaksalig.

Læserbrev blev til flot omtale

Resten af dagen gik med at filme introduktionsvideo af os selv, optage interview med Grafisk Afdeling og et lille skrivekursus.
Jeg var meget udkørt den sidste times tid, men der havde også bare været maks. gang i den hele dagen, vi lærte rigtig meget, og det var så megafedt!
På togturen hjem sad jeg igen med Amalie, og så derefter skulle jeg også bare hjem og i seng.

Lørdag havde vi fået til opgave at skrive et læserbrev til vores lokale avis. Den skulle være relevant for GIRLS ACT og ligestilling. Så jeg skrev om, at det er vigtigt at lade børn være sig selv, at de skal have ret til at udforske uden for kønsnormerne, og at den største ændring skal ses i folkeskolen. Jeg skrev fra et personligt perspektiv, og da jeg blev tilfreds, sendte jeg det afsted til Dagbladet.

Senere fik jeg et opkald fra en journalist ved navn Ulla, som gerne ville skrive en artikel vedrørende mit læserbrev og i den sammenhæng interviewe mig.
Den færdige artikel blev super god, og jeg har næsten kun fået god feedback og klap på ryggen.

Zoommøder: tjek! Kbh møde: tjek! Læserbrev: tjek! Det eneste vi manglede nu var konferencen.

Mavepuster undervejs

Jeg talte dagene og kunne knap nok sove jo tættere vi kom på. Men hov! Et ekstraordinært møde? Gad vide, hvad det handler om? “Vi er nødt til at rykke konferencen.” Mit hjerte stoppede, men ikke på den gode måde denne gang. Jeg var så ærgerlig over det, nu havde jeg jo lige glædet mig så meget og sagt de til mine veninder og så videre. Men på den lyse side gav det os bare endnu mere tid til at lave produkt til SoMe og at styrke vores fællesskab.

Så nu er jeg endt her. Det har dog været på standby i lidt tid efter konferencen blev udskudt, men nu er vi i gang igen. Jeg er så klar på at arbejde endnu mere med dette projekt, sammen med de nye seje patruljeledere.

Og jeg kan kun sige, at det er noget af det fedeste, jeg laver i min hverdag, og som jeg nogensinde har lavet i min hverdag.

De allerbedste spejderhilsner, og masser af Girl Power fra Susanne Andersen, Vigersted gruppe