I det nye år sætter Winnie Berndtson sig i stolen som generalsekretær for Danmarks stærkeste pigefællesskab. Hun kommer med solid erfaring fra både civilsamfund og politik, og har et stærkt blik på frivillighed.
Fra den 1. januar bliver Winnie Berndtson ny generalsekretær for De grønne pigespejdere. Winnie kommer fra en stilling som fundraisingkonsulent i Alkohol & Samfund. Hun har 25 års erfaring med strategisk udvikling og ledelse i NGO’er og har tidligere været miljø- og forsyningsborgmester i Københavns kommune.
Winnie træder ind i rollen som generalsekretær med dyb forkærlighed for frivillighed og aktivitetsbårne fællesskaber, fordi det er et af de få steder, vi stadig mødes på kryds og tværs som mennesker.
Hun fremhæver det særligt interessante i, at pigespejderne som en gammel organisation i allerhøjeste grad stadig har sin relevans og berettigelse.
– Det siger meget om, at formålet, nemlig at styrke piger og kvinder til at sætte præg på deres eget liv og samfundet omkring dem, er evigt aktuelt, og et vigtigt budskab at gå ud i verden med, siger hun.
– Det er en tid, hvor vi taler meget om alle de problemer og udfordringer, vores børn og unge står med i dag. De grønne pigespejdere er et godt eksempel på, at der også er nogen, der finder positive løsninger.
Styrkelse af fællesskab og frivillighed
Med Winnie Berndtson som en del af formandskabet skal De grønne pigespejdere styrke fællesskabet og frivilligheden i korpset.
– Vi har søgt en profil, som skal styrke sammenhængskraften og gøre os endnu stærkere indadtil. Det mener vi, vi har fundet i Winnie, siger Leah Porse Rasmussen, formand for De grønne pigespejdere, og uddyber:
– Winnie har en ufatteligt stærk ledelses- og frivilligprofil. Med hendes alsidige baggrund i både civilsamfund og politik er vi sikre på, hun har mange relevante kompetencer, der passer godt ind i vores fællesskab. Vi er begejstrede for, at Winnie har sagt ja til at påtage sig opgaven og ser meget frem til samarbejdet.
Winnie Berndtson har første arbejdsdag den 6. januar 2025.