Eventyr, fællesskab og møder med en havfrue, en elverpige og mosekonens datter venter, når De grønne pigespejdere inviterer piger i 0.-3. klasse indenfor til tre spejdermøder i naturen.
Over hele landet åbner De grønne pigespejdere dørene til spejderlivet, når lokale spejdergrupper i de kommende uger holder åbent hus. Her kan piger i 0.-3. klasse få en tryg og sjov introduktion til spejder gennem tre spejdermøder fyldt med leg, fantasi og fællesskab.
Deltagerne bliver inviteret med ind i et univers af fantasifulde og lærerige oplevelser, hvor mod, natur og pigefællesskab er i centrum. Pigerne møder andre på deres egen alder samt engagerede spejderledere, der inviterer på eventyr i det fri.
I år går turen ud i den danske natur, hvor pigerne sammen med spejderpatruljen Gnisterne sejler ud på havet, besøger en tåget mose og går på opdagelse ved skovens vandløb. Undervejs skal pigerne blandt andet hjælpe med at samle skrald i naturen, rense vand, lave muddermasker og skabe kunstværker af genbrugsmaterialer.
Et stærkt fællesskab for alle piger
De tre spejdermøder giver pigerne en smagsprøve på, hvad det vil sige at være pigespejder. Aktiviteterne styrker både fantasi, nysgerrighed, samarbejde, forståelsen for naturen, og alle kan være med.





FØLG OS PÅ FACEBOOK
FØLG OS PÅ INSTAGRAM