De grønne pigespejdere spredte julestemning i lokalsamfundet

26.12.2024

Flere steder i landet var pigespejderne med til at sprede juleglæde i byerne. Både i Kibæk og Grindsted tog de arbejdshandskerne på og julehyggede, mens de samlede ind til deres grupper. 

Julen er hjerternes fest, men hos De grønne pigespejdere er julen ligeså meget frivillighedens fest.

I Kibæk har pigespejderne været en fast del af byens julemarked i årtier. Traditionen udspiller sig omkring den gamle vandmølle, som danner en hyggelig ramme for boder, julepynt og aktiviteter. 

Hvert år i december samarbejder spejderne med blandt andet den lokale FDF-gruppe, handelsstanden og engagerede ildsjæle, der gør markedet til en fælles indsats. 

Det gjaldt også i år, hvor pigespejderne bidrogmed tombola, bagning af småkager og kreative tiltag som en junglesti og pyntede vogne til juleoptoget, hvor fanen blev båret med stolthed af den pigespejder, der fik æren. 

Arrangementet samler både lokale beboere og dem der fraflyttede, som vender hjem for at opleve den julestemningen. På den måde er julemarkedet ikke kun en indtægtskilde for spejderarbejdet, men også en hjørnesten i byens fællesskab, fortæller gruppeleder Else Platz. 

For Grindsted gruppe er det også en god måde at gøre reklame for sig selv, når de hver weekend i december er med til at julehygge i byen.

Ligesom i Kibæk er pigespejderne i Grindsted dybt engagerede i at sprede julestemning og samtidig skabe værdi for lokalsamfundet. I Grindsted stod pigerne i julehytter på byens torv hver weekend i december, for at sælge æbleskiver, kakao og gløgg. Ligesom der blev arrangeret hyggelige aktiviter som blandt andet andedamsfiskning for børnene. 

-Det giver jo både pigerne oplevelser og læring og styrker deres sammenhold – de store hjælper de små, fortæller gruppeleder Heidi Dyhrberg. 

Jan Linnebjerg, der spiller Pyrus, var også forbi en af julehytterne, som Grindsted pigespejdere passer i december.

Samarbejdet med byens butikker er en central del af aktiviteterne i december. Spejderne lavede juledekorationer til virksomhederne, samlede sponsorgaver til tombolaen og bidrog til handelsstandsforeningens juleoptog. Deres synlige tilstedeværelse ved arrangementer som byens julemesse gjorde spejderne til en vigtig del af julen i Grindsted. 

Både Kibæk og Grindsted er gode eksempler på, hvordan man som spejdergruppe kan blive en synlig del af bybilledet. Samtidig giver de både byen og spejderpigerne gode oplevelser og spreder lidt julemagi.