Det skal stadig lugte lidt af snobrød, også selvom det er online

31.03.2021

Sneakpeak på det kommende online NEKTAR

Til sommer går vores ledermedlemsmagasin NEKTAR online med en portal fyldt med spændende artikler, debatforum, videoer og meget mere. Alt det gode, du kender fra NEKTAR-magasinet, nu i en mere aktuel og dynamisk form på din computer eller med i lommen på spejderturen eller til ledermødet.

Redaktionen bag det nye online NEKTAR løfter sløret for en af en de nye ting, du kan opleve på den kommende platform – ToGo-bålet!

”Ih, jeg har glædet mig til at fortælle det!” fortæller redaktør Lise Neidel. ”Det er noget af det, jeg virkelig har savnet ved at producere NEKTAR som papirmagasin. Der manglede noget rigtigt spejderliv – og det har vi virkelig grebet muligheden for at få med nu, når vi går online og får mange flere formater til rådighed.”

Platformen får nemlig en videopejs-funktion -”ToGo-bålet” – så du fremover altid har et bål ved hånden, hvad enten det er til online møder eller når vi i fremtiden møder flere afbrændingsforbud, så vi ikke kan tænde rigtige bål på sommerlejren.

Du kan tænde bålet på telefonen når du er på farten, sidder inde i teltet eller hjemme i sofaen i regnvejr – og det kan naturligvis også bruges på computeren, fx i sin egen fane, så du nemt kan skærmdele og sprede bålhygge til dine zoommøder.

Når du bruger bålet på telefonen, så udsender den oven i købet ekstra varme, lige akkurat nok til at varme en skumfidus.

”Jeg er vild med skumfidus-funktionen! Og den bliver mindst ligeså god som over bålet. Og så er det meget nemmere at styre, så det ikke kun er spidsen, der bliver grillet eller nogen gange helt sort. Nu slipper jeg for forkullede skumfiduser!” udtaler Asta Birkler fra Esbjerg gruupe, som har været de første til at teste funktionen.

Og som ekstra feature har bålet også en super smart røgvender-funktion, så når funktionen er slået til, sørger telefonens stråling for at røgen går væk fra dig! Du skal bare slå røgvenderen til, putte telefonen i lommen og sætte dig til rette foran bålet, så kan du sidde og hygge dig uden at få røgen i øjnene.

”Det er så godt tænkt! Det er altid et problem at få vores spejdere til at blive siddende stille ved bålet, de render rundt hele tiden, det slipper vi for nu,” siger gruppeleder Mette Maagaard fra Esbjerg begejstret.

Redaktøren forklarer baggrunden for ideen: ”Det er vigtigt for os i redaktionen, at vores medlemsudgivelser er modige og går nye veje. Så når vi går online med NEKTAR, er det vores ambition, at det stadig skal lugte lidt af snobrød, selvom det bliver en hjemmeside. Det synes vi at udnytte en online spejderplatforms fulde potentiale,” forklarer Lise.

I redaktionen arbejder de stadig på flere spejderlivsfunktioner til den kommende online platform, men ToGo-bålet er nu så langt i udviklingen, at de godt tør afsløre det. Hvad der ellers kommer af nye tiltag vil blive udviklet løbende og launches med opdateringen ”NEKTAR 2.0”, som er planlagt d. 1. april 2022.