DetMedGud.dk er en gave, flere pakker ud – Vær med i 2021

20.01.2021

Relanceringen af DetMedGud.dk er en succes

DetMedGud.dk blev relanceret i november 2019 med nyt design og en filosofi, der har taget andagtsportalen tættere på de mange frivillige ledere, som i et støt stigende antal har besøgt hjemmesiden.

”Det har været et succesfuldt projekt med samarbejdspartnerne, forankret hos FDF. Vi har været privilegerede ved, at de frivillige i arbejdsgruppen har taget en stor tørn. En stor tak til dem! ” siger medlem af styregruppen Brian Jørgensen fra KFUM-KFUK i Danmark.

”Vi startede året med at have ca. 150-200 månedlige brugere og snitter nu 600 månedlige brugere i efteråret 2020. Samtidig har vi rundet en god mængde andagter, og flere har budt ind med deres egne andagter. Det sker efter en fælles workshop på tværs af organisationer med 40 deltagere på den årlige fordybelseskonforance, der lå tilbage i februar,” forklarer projektleder Lasse Nybo-Andreasen fra Frivilligt Drenge- & Pige-Forbund, FDF.

Det lærte jeg af at være med

Den frivillige arbejdsgruppe skriver selv deres andagter og agerer redaktionsudvalg for egne og indkomne andagter. Det har affødt en fælles feedbackprocedure. Andagterne bliver først lagt op når en eller flere teologiske pointer træder tydeligt frem rent sprogligt og er til gavn for de besøgende på hjemmesiden. Andagternes indgangsvinkel ændres dog ikke.

Hvad lærer man som frivillig i arbejdsgruppen efter halvandet år? Til dette spørgsmål svarer Theresa Greibe fra FDF, at hun er blevet klogere på, hvordan man laver andagter og formidler det kristne budskab til forskellige aldersgrupper.

“Der er nogle rigtig gode sparingspartenere i arbejdsgruppen, og jeg er imponeret over, hvor seriøst de andre i gruppen er gået til opgaven, og hvor meget de er gået op i, at budskabet skal kommunikeres ordentlig ud,” fortæller Theresa.

Hun har samtidig fået mere selvtillid og mod på at improvisere en andagt, fordi hun efterhånden har produceret så mange.

“Man bliver virkelig dygtig til det, og det er sjovt til sidst, når jeg får den skæve idé og klart frem”, fortsætter hun.

Mette Mejlgaard fra KFUMs Soldatermission mærker især, at hun er blevet skarpere og stærkere til at skrive andagter, og at hun får nye ideer, når hun læser de andres andagter igennem.

“Det giver rigtig meget til en selv og ens egen skriveproces i forhold til de samtaler, vi har sammen i arbejdsgruppen, og det hyggeligt at mødes online en gang om måneden,” siger Mette Mejlgaard.

Anne Hjul Johannessen fra KFUM-KFUK har fået meget ud af at få nogle andre øjne på sit arbejde, og hun er blevet opmærksom på, at ting som for hende virker indlysende kan være svære for andre at følge.

”At få friske øjne på mine andagter har været guld værd, fordi det har belyst nogle ting, der slet ikke havde strejfet mig. Både helt jordnære sproglige ting og mere teologiske temaer. Jeg kan huske, at min andagt ’Om at bekymre sig’ skabte en vildt spændende snak, fordi jeg blev udfordret lidt på min forståelse af begreber som sorg, bekymring, tvivl og så videre” fortæller Anne Hjul Johannessen.

Hun er vokset op med kristendommen, og alligevel er der mange temaer, hun ikke har tænkt så grundigt over.

”Jeg har haft særlig stor fornøjelse af at skrive andagter om de lidt mere ”klassiske” kristne temaer, såsom Jesu fødsel, død og opstandelse. Her er jeg nemlig blevet tvunget til at tage stilling til, hvad jeg egentlig selv mener og tror; først alene i skriveprocessen, så i samtalen med de andre og til sidst, når jeg skulle rette til og tage endelig stilling til input,” uddyber Anne Hjul Johannessen.

Hvad kræver det at være med?

”For at være med kræver det lyst til at skrive og mod til at lægge sine andagter frem for de andre,” siger Mette Mejlgaard.

”Det tager ikke ret meget tid, men det kræver, at man yder en god indsats – og så får man det tifold igen,” tilføjer Theresa Greibe.

”Man skal melde sig til arbejdsgruppen, fordi det er spændende og virkelig god træning. Det gælder uanset hvilken form for andagter man elsker – dem hvor man skal lytte, snakke eller gøre noget sammen med børn og unge. F.eks. har vi både lavet andagter med fokus på at lege og gøre noget aktivt med børnene, og jeg har forberedt de mere “langhårede” af slagsen med fokus på samtale og refleksioner om tro og livet,” afslutter Anne Hjul Johannessen.

En gave og nye opgaver venter i 2021

I 2021 vil alle foreninger, grupper og kredse i organisationerne bag DetMedGud.dk modtage en gave, der på en finurlig måde håndgribeliggør hjemmesiden i foreningshverdagen.

Hvis du er interesseret i at være frivillig i arbejdsgruppen, er du meget velkommen til at henvende dig til kristendomsudvalget i din organisation eller direkte hos projektleder Lasse Nybo-Andreasen

Besøg Hjemmesiden her