Ejer I en hytte sammen med en anden gruppe?

06.04.2022

Det tværkorpslige samarbejde kan rigtig meget. Et samarbejde der også for en del gruppers vedkommende omfatter køb af en hytte sammen med en gruppe fra et andet spejderkorps. Det giver som udgangspunkt rigtig god mening, da der ingen grund er til, at hytter står tomme nogle aftener. Men der er også nogle ting, man skal være opmærksom på.

Korpset har for nyligt måtte konstatere at sameje kræver, at man som lokal gruppe har styr på papirerne. En netop afsluttet sag, hvor en lokal pigespejdergruppe under nedlukning ejede en hytte sammen med en aktiv gruppe fra et andet korps, endte med, at pigespejdergruppens andel af hytten i retten blev vurderet at tilhøre den anden spejdergruppe. Og det på trods af at begge grupper stod som tinglyste ligeværdige ejere af hytten.

I endnu en aktuel sag, hvor både pigespejdergruppen og den anden spejdergruppe er under nedlukning, må vi konstatere, at vi som korps i praksis ikke har indflydelse på, hvad der sker med et evt. overskud, hvis den fællesejet hytte sættes til salg. Det strider med korpsets vedtægter, hvoraf det fremgår, at alle aktiver i grupper, der lukkes, som udgangspunkt skal forblive De grønne pigespejderes ejendom.

For at undgå, at De grønne pigespejdere havner i lignende situationer igen, hvor korpset mister sin andel af en fællesejet hytte på grund af uklare eller uhensigtsmæssige formuleringer i papirerne sætter vi derfor gang i en kortlægning af hvilke lokale pigespejdergrupper, der ejer hytter sammen med grupper fra andre korps.

Første skridt i undersøgelsen er, at regionsledelserne kontakter grupperne for at få afklaret ejerforholdet af en eventuel fælles hytte. De grupper, der har en samejet hytte, vil blive kontaktet af Ressource Teamet hen over sommeren med rådgivning om, hvordan man som lokal gruppe sikrer sin ejerandel bedst mulig. Kort fortalt handler det om at få tinglyst en samejeoverenskomst, der er i tråd med korpsets vedtægter, hvis man ejer en hytte sammen med andre grupper, men det vil Ressource Teamet kunne vejlede grupperne nærmere omkring.