Ekstra meget explorer: Pigespejdere kom på dybt vand

01.07.2025

Hvad giver 17 pigespejdere, fire ledere og et ukendt territorie?

Spørger man tropspejderne fra Jonstrup gruppe, så giver det en dag, de aldrig vil glemme fyldt med succesoplevelser.

De besluttede sig nemlig for, at de på deres sommerlejr ville kaste sig ud på dybt vand og prøve noget, ingen af dem havde prøvet før. De skulle fiske på åbent hav.

Det kan selvfølgelig være med en vis frygt, når man sender en hel flok piger og ledere uden de store erfaringer ud på sådan en tur, men for Jonstrup gruppes tropspejdere viste det sig, at det var en læring og succesoplevelse uden lige.

Idéen startede, da de ville give deres piger en uforglemmelig oplevelse i naturen på deres sommerlejr. Derfor besluttede de sig for, at de ville tage på en fisketur med en kutter i Råå havn i Sverige, selvom ingen havde prøvet det før.

I dette afsnit af Ekstra meget explorer fortæller spejderleder Hanne Nørgård fra gruppen om deres oplevelser og erfaringer.

– Vi tænkte, at nu hvor vi i korpset har så meget fokus på explorer, og især vand, så ville det være oplagt at lave noget på vandet. Så det var noget med at søge på nettet omkring, hvad mulighederne var i det område, hvor vi skulle på lejr. Og det var så der, vi faldt over det.

Aktiviteten landede meget tilfældigt på lige præcis det, og med  økonomisk hjælp fra Vanløsepuljen, kunne drømmen nemt føres ud i virkeligheden.

En sjælden glæde

– Det var ikke alle, der var lige trygge ved det. Men med hjælp, forståelse og ro på gik det hele så fint, fortæller Hanne og fortsætter:

– Det viser sig jo ofte, at det i virkeligheden tit er tanken om noget, der er mest skræmmende. Så det er jo fedt at vise en spejderpige, hvordan man så kan komme over den frygt og så vokse et par centimeter.

I fire timer skulle pigerne to og to samarbejde om en fiskestang, og så var det ellers bare at håbe på, man trak nogle fisk i land.

Hanne Nørgård fortæller, at der i den første time ikke blev fanget en eneste fisk, hvilket fik hende til at tænke, at det kunne ende med at blive nogle lange timer til søs. Men pludselig skiftede det, og de kunne hive den ene fisk op efter den anden.

– Det var en glæde, jeg sjældent har set lignende. Pigerne havde det så sjovt, og så var det bare så fedt, at det lykkedes for dem at fange noget. De fik ligesom følelsen af også at være virkelig god til noget, og det er jo dejligt at kunne give dem den. Det er jo noget, vi alle har brug for at føle sommetider.

Ekstra udfordringer

Selv efter de kom tilbage på land, var de ikke færdige med explorer-temaet. For fiskene skulle selvfølgelig også renses og tilberedes. Heller ikke noget, nogen af dem vidste, hvordan man gjorde i forvejen.

– Ingen af os ledere havde prøvet det før heller, så det var noget med at google sig frem til, hvordan man gjorde det. Det var jo også forskellige fisk, der var blevet fanget, så vi lærte rigtig meget, mens vi gjorde det. Det gav også pigerne en læring om, at man bare skal turde kaste sig ud i ting. Vi fik alle noget ud af oplevelsen – også de voksne. Og bonus var så, at fiskene smagte fantastisk.

Hanne fortæller, at det bestemt ikke er sidste gang, de tager på sådan en tur.

– Det var virkelig en fantastisk dag. Det hele spillede og alle var glade, og jeg kan kun anbefale folk at kaste sig ud i det.

Måske kan Jonstrup gruppes oplevelse inspirere andre til at tage springet og kaste sig ud i noget nyt – også selvom man ikke har prøvet det før.

Har du eller din gruppe lavet en explorer-aktivitet, I gerne vil tale om til “Ekstra meget explorer”, så tøv ikke med at skrive til sfa@pigespejder.dk