Er skolebesøg tiden værd? Ida og Solbjerg gruppe siger JA!

07.01.2026

At sætte tid af til at besøge en skole og sprede budskabet om sin lokalgruppe kan absolut betale sig. Solbjerg gruppe er et tydeligt eksempel på det. Sidste år gik de fra tre til 15 spirer og smutter i deres gruppe.

En næsten firedobling af gruppen på under et år. Det lyder næsten uvirkeligt. Men den er nu god nok, for det var det, der skete for Solbjerg gruppe i 2025.

Det er ellers ikke altid det nemmeste at få nye medlemmer, men et skolebesøg var med til at sætte vækst i gruppen. For dem handlede det om, at det var en mulighed for at komme derud, hvor de potentielle nye pigespejdere var, og det viste sig at give pote.

I uge 16 skal børnehaveklasseelever i hele Danmark være en del af Den lille spejderuge, og det er en oplagt mulighed for at komme på besøg og vise endnu mere af, hvad De grønne pigespejdere kan.

Men ved du ikke helt, hvordan man starter, eller hvad det kræver, så deler Ida ud af sin erfaring med skolebesøg og vejen til medlemsvækst.

Der skulle ske noget nyt

Ida Engel er gruppeleder i Solbjerg gruppe. De havde i en periode kæmpet med faldende medlemstal, og for at sikre sig, at de sidste smutter ikke smuttede, besluttede hun sammen med sin gruppe, at der måtte gøres noget, for at gruppen kunne fortsætte på lang sigt.

De havde tidligere forsøgt sig med de klassiske virkemidler som hvervesedler i den lokale brugs, åbent hus og simpelthen at bede folk om at sprede budskabet om deres eksistens. Men nu var det på tide at prøve noget helt andet. Så at besøge den nærliggende skole virkede som det oplagte sted til at tage chancen.

-Vi var nødt til at vise vores ansigt og lave noget aktivt sammen med børnene, så de kan huske os. Vi skal ikke henvende os til forældrene, der måske synes, det er en god idé, at deres børn går til spejder. Vi skal i stedet vise børnene, hvor sjovt det er, fortæller Ida.

Hun kontaktede skolen og spurgte, om hun og en af de andre spejdere i gruppen måtte komme ud og lave en times arrangement for nogle af deres klasser. Og Idas oplevelse var, at lærerne var helt med på idéen. For dem var det dejligt, at nogen kunne tage en del af undervisningen og give børnene en god oplevelse.

Efterlod et indtryk

Inden besøget på skolen gjorde gruppen det klart, hvad de ville have ud af besøget, og hvad det ville kræve af dem: De ville gøre opmærksom på sig selv og vække pigernes interesse for at blive spejder. Og det ville kræve, at de lavede nogle aktiviteter, der var spændende og samtidig afspejlede nogle spejderaktiviteter.

-Det skulle være noget, hvor børnene bagefter tænkte ”wow”, så de virkelig huskede det.

Og til det blev der arrangeret et løb med poster. Hver post varede omkring ti minutter, og der var fire forskellige. Der var en, hvor man skulle prøve at tænde ild med et strygestål, en anden, hvor det handlede om at lære at binde råbåndsknob og flagknob, en aktivitet, hvor børnene skulle løse koder samt en tillidsøvelse, hvor de i par skulle skiftes til at have bind for øjnene og føre hinanden igennem en bane.

Posterne blev bestyret af Ida, en spejderkollega samt to af skolens lærere, og børnene var så begejstrede for det, at 11 piger efterfølgende har meldt sig ind i Solbjerg gruppe.

-Det var et stort arbejde at forberede det, for det er jo selvfølgelig ikke noget, man bare lige gør. Men jeg mener helt bestemt, at det har været arbejdet værd, hvis man har nogen, der kan gøre det.

I år har Ida mindre tid, end hun havde sidste år, men hun fortæller, at de overvejer at gøre det igen. Måske med en løsning, hvor spejdergruppen betaler noget tabt arbejdsfortjeneste til hende, hvis hun tager en dag eller to ud til at forberede sig og besøge skoler.

Tips og tricks

Efter et år med stor succes i medlemsvæksten er det også oplagt at spørge Ida, om hun har nogle tips og tricks, hun vil videregive, hvis man har lyst til at arrangere sit eget skolebesøg.

Det vigtigste råd, hun kan videregive, er, at man sørger for at holde det på det rigtige tidspunkt. Hvis man vil sikre sig, at der er flest mulige, der har mulighed for at blive nye medlemmer, er det en god idé at lægge det i månederne op til sommerferien. For det er der, man kan fange deres interesse, inden de skal skrives ind til en fritidsaktivitet året efter.

Blandt andet er det en oplagt mulighed at få fat på piger i smuttealderen, hvis man besøger lokale børnehaveklasser, der holder Den lille spejderuge. Her er det nemt for børnehaveklasselederen at finde tid til det i skemaet, og børnene arbejder allerede med spejderier.

Hun anbefaler også, at man sørger for at sætte både tid og ressourcer af til det. Det er en stor opgave at arrangere sådan et besøg, så man kan ikke lave det på en eller to timer. Men selvom det kræver noget arbejde, så er det i sidste ende godt givet ud, og man kan sørge for at være flere, der arbejder sammen, så man fordeler opgaverne.

Derudover er det en god idé at trække på netværket og de lokale kræfter. Måske er en af jeres spejderledere selv lærer eller kender en, som kan hjælpe jer ind på en skole? Kender I nogen, der kan hjælpe med at stå ved en post eller er super til at arrangere? Man kan altid spørge folk, om de vil hjælpe til. Det værste, man kan få, er et nej.