Et spejderkorps og en IT-virksomhed går sammen for at få flere kvinder ind i tech-branchen

04.11.2022

De grønne pigespejdere og Copenhagen Data har indgået et toårigt partnerskab for at komme med nytænkende løsninger på en af samfundets store udfordringer – nemlig at få flere kvinder til at vælge tech-branchen som levevej.

Hvad har programmering og data til fælles med bål, friluftsliv og pigespejder? En hel del, hvis du spørger De grønne pigespejdere og Copenhagen Data. De har derfor indgået et partnerskab for at vække pigespejderes interesse for tech-branchen.

”Man kan ikke blive, hvad man ikke kan se. Med partnerskabet med Copenhagen Data giver vi pigespejderne mulighed for at røre en rollemodel og se, at hun er et helt almindeligt menneske lige som dem selv. Hun har tvivl, satsninger og sejre,” siger Helle Hende Stærmose, generalsekretær i De grønne pigespejdere.

Der er brug for at tænke helt anderledes, hvis flere kvinder skal gøre karriere inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørfag og matematik. De såkaldte STEM-fag. Det mener De grønne pigespejdere og Copenhagen Data, og derfor har de indgået et partnerskab.

”Vi vil gøre noget andet end blot at pege på problemerne og tale om dem. Mange – også fra vores branche har peget på udfordringerne. Vi vil handle og arbejde med løsninger for at få flere kvinder ind i vores verden. Med partnerskabet med De grønne pigespejdere ønsker vi at vise over for pigespejdere, at vores verden ikke er særlig langt væk fra deres. Vores dataprojekter handler nemlig også om at komme fra A til B gennem den rette planlægning og afprøvning. Det er vores håb, at vi kan vække pigernes nysgerrighed for, hvad vores branche rent faktisk kan byde på,” siger Aksel Larsen, partner i Copenhagen Data.

Rollemodeller og muligheder baner vejen

Der er nok at tage fat på. Seneste undersøgelser viser, at det kun er 13 procent af STEM-uddannede kvinder som efterfølgende vælger at arbejde inden for STEM-branchen. Derfor må nye redskaber og løsninger indkodes for at tiltrække og fastholde flere kvinder i branchen.

”Når vi har jobopslag ude, kan vi tydeligt se, at der ikke kommer særligt mange ansøgninger fra kvinder. Vi sidder tilbage med en fornemmelse af, at vi går glip af noget. Vi går glip af værdifuld viden og kompetencer, som vi fra erfaring kan sige fremmer kvaliteten af vores arbejde” siger Aksel Larsen.

De grønne pigespejdere vil udvide piger og kvinders muligheder. Det handler om reel ligestilling – også inden for STEM-uddannelser og STEM-branchen.

”Reel ligestilling betyder for os, at piger og kvinder ser alle muligheder for sig i livet. At de ikke undlader bestemte valg af mere eller mindre bevidste fordomme. Når vi vælger at samarbejde med en IT-virksomhed som Copenhagen Data, så er det fordi, at det giver os mulighed for at præsentere vores medlemmer for rollemodeller inden for den verden. Det er ikke sikkert, at de møder dem andre steder. Derfor har vi taget det ansvar på os som spejderkorps,” siger Helle Hende Stærmose.

Data-løsning og spejderliv med flere ting til fælles

Set udefra kan makkerskabet mellem en IT-virksomhed og et spejderkorps se lidt umage ud. Men spørger man de to parter er lighederne mange.

”Hos Copenhagen Data vil vi handle på udfordringer. Derfor synes vi, at partnerskabet med De grønne pigespejdere er så oplagt, fordi vi deler den samme tilgang om problemorienteret løsning. Det er et værdifuldt udgangspunkt, når man vil løse en af de store samfundsudfordringer. Vi ved godt, at det kræver tid og afprøvning, og det kender vi fra vores fag og branche,” siger Aksel Larsen.

”Vi er optaget af en fælles dagsorden om at bringe alle talenter i spil og af at gøre noget ved problemet. At faktisk komme med løsningsforslag,” siger Helle Hende Stærmose.

Stor lederkonference starter partnerskabet

Som en del af partnerskabet deltager Copenhagen Data på De grønne pigespejderes store lederkonference, Nyborg Strand, den 26.-27. november. Her møder de mange medlemmer af De grønne pigespejdere for første gang deres nye partner.

”På lederkonferencen afholder vi en workshop om vores tilgang til projekter. Her vil pigespejderne forhåbentlig opleve, at den tilgang til problemløsning, som de kender, ikke er så langt fra vores model. Det er da også en fed agenda at kunne vise en tydelig sammenhæng mellem det, som de kender fra spejderarbejdet, og en hverdag i IT-verdenen,” siger Aksel Larsen.

Copenhagen Data bliver tydelige og nærværende rollemodeller for De grønne pigespejdere. De kommer til at møde dem på kurser, lejre og i kampagner de næste par år. Pigespejderne får dermed et ansigt på en, der er kvinde i IT-branchen – en, som de kan identificere sig med.

De næste to år vil De grønne pigespejdere og Copenhagen Data åbne pigespejdernes øjne op for tech-verdenens muligheder. Det skal foregå gennem kreative og nyskabende aktiviteter, hvor Copenhagen Data sammen med pigespejderne tester forskellige modeller til problemløsning. Parternes håb er, at samarbejdet kan være et skridt på vejen mod at mindske kønsdifferencen inden for STEM.