Når spejdergruppen samles, har lederne nok at se til. De skal holde styr på pigerne og sørge for, at aktiviterne bliver fuldført. På sådan en aften med spejdermøder skal det hele skal køre som smurt, så der er ikke meget tid til, at lederne kan se hinanden i øjnene under selve mødet.
I Herning gruppe ønskede de at styrke fællesskabet lederne imellem, og derfor besluttede de at starte deres egen rangergruppe, hvor de en gang om måneden mødes uden alle pigerne, så de har tid til at være sammen med hinanden.
Reglen er, at de skiftes til at arrangere månedens aktivitet, og i oktober valgte de at kaste sig over rangermaterialet til det første PigespejderExplorer-mærke, Smag på naturen. Aftenens mål var simpelt: De ville finde spiselige ingredienser i naturen, tilberede dem og sammen spise det – alt sammen under åben himmel.
De delte sig op i to grupper og blev sendt afsted med en kurv, et kort og deres smartphones. Forud havde de hentet appsene Seek og VILD MAD, der hjalp dem med at finde ud af, hvilket af det sankede, der var spiseligt.
– Det var måske ikke det optimale tidspunkt i oktober, men vi ville prøve det, og jeg havde på forhånd tjekket, at der i det mindste var brændenælder, så vi kunne lave suppe. Det viste sig, at der var mange ting, man kunne finde at spise i oktober – fantasien fik lov til at styre, fortæller Ulla Bøge fra Herning gruppe.
Efter en halv times sankning vendte holdene tilbage med deres fund, og så skulle der ellers kokkereres. Hjemmefra havde de bragt basisvarer, man ville have svært ved at finde i naturen, men resten var sanket og hurtigt blev trangiaerne tændt, og ingredienser som brændenælder, æbler og nødder blev tryllet om til retter som pesto til fladbrød, brændenældesuppe og æblekage med nøddecrunch.
– Det var en skøn oplevelse, og vi var helt høje over, at det faktisk lykkedes at få lavet et måltid mad, som kunne spises.
Ulla og de andre ledere var begejstrede for, hvor let materialet til Smag på naturen var at bruge med gode forklaringer og billeder, så man hurtigt kunne planlægge aktiviteterne.
De planlægger at bruge materialet igen i en anden årstid, så de kan lære endnu mere om at smage på naturen. Planen er, at det næste skal være i sommermånederne, så det er helt andre spiselige ting, de kan smage fra naturen.
– Jeg kan ikke opfordre nok til, at andre spejderledere også bruger Explorer-aktiviteterne. Det var sjovt og lige til at gå til. Og der er noget fedt ved at have prøvet det selv, inden man giver det videre til pigerne.
Herning gruppe oplevede at få et styrket fællesskab blandt lederne, når der bliver prioriteret tid med hinanden. Samtidig blev de inspirerede til forskellige aktiviteter, som de også kan bruge med deres pigespejdere.
Får du lyst til at udforske naturens smage? Du kan få meget mere inspiration fra vores PigespejderExplorer-tema lige her.