Fedt sciencemateriale på vej til spejderland

09.04.2021

Hvordan sætter man ild til en isterning? Hvad er friktion? Kan man lave en bordbombe selv? Disse spørgsmål kan du og dine spejdere udforske sammen, når SciencePirater går i luften til sommer. Vi er i gang med at udvikle mange forskellige aktiviteter og materialer. Her er et lille overblik over det forskellige ting, du kan prøve af i løbet af sommeren og efteråret.

Lommebog

Vi arbejder på en lommebog til både de 6-7-årige og de 8-10-årige spejdere. Til juni kommer bogen til de 8-10-årige, og i august er bogen til de 6-7-årrige klar, som det er lige nu. Denne kan spejderne have i deres uniformslommer og finde små vejledninger til naturvidenskabelige aktiviteter, tegnet og fortalt.

Aktivitetshæfte

Aktivitetshæftet kan tage dine spejdere og dig selv på eventyr i de miljøer, vi spejdere bevæger os rundt i: Spejderhytten, i byen, i skoven og på spejdergrunden. Her kan I sammen blive klogere på fx planter, vandrensning og molekylær gastronomi, og der er noget for enhver spejder. I hæftet vil du både finde vejledning, tips til brug og idéer til variationer, og hvordan du arbejder metodisk med vores science Spejdermetode.

Mærke

Til de spejdere, der drømmer om et nyt mærke til uniformen, kan vi præsentere SciencePirat-mærket. Der er et mærke til aldersgrupperne 6-8, 8-10, 10-13 og 13-16 og aktiviteter, der matcher de forskellige grene. Mærket kan tages på fire møder, og spejderne kan for eksempel udforske vand, lave en vulkan af natron og eddike eller tegne og gætte med fødderne. Det er sjovt og lærerigt på samme tid. Mærket kommer af to omgange; for de yngste 6-8 og 8-10 i juni og de ældste i august.

Aktivitetskasse

Til efteråret kommer en aktivitetskasse på bordet. Kassen vil kunne bestilles via 55Nord eller Spejder Sport, og den vil indeholde forskellige remedier og væsker, som skal bruges til de lidt vildere forsøg. Der vil være en fin beskrivelse af fremgangsmåden, og når I gerne vil have kassen genopfyldt eller vil give den videre til andre spejdergrupper i Danmark, kan I sende den tilbage.

Camp

Hvis der mangler wow og begejstring over naturvidenskab i din spejdergruppe, kan campen være en mulighed. Campen er en eftermiddagsaktivitet, hvor frivillige fra SciencePirater har planlagt et show og en masse involverende aktiviteter, som spejderne selv kan stikke fingrene i. En blanding af show og prøv-selv, som skal give glæde over science og lyst til at lære mere med store forsøg og masser af viden. Lige nu er vi i fuld gang med at planlægge detaljerne.

Uddannelse

Hvis du som leder føler, at du gerne vil klædes bedre på til at lave naturvidenskabelige forsøg, udvikler vi i skrivende stund en uddannelse. Den er for alle ledere – både dem, som slet ikke er vant til den slags aktiviteter, og til dem som mangler lidt inspiration og introduktion til SciencePirater. Denne uddannelse lægger op til at prøve dig frem, og du vil føle dig klar til at bruge de fede sciencematerialer og kunne arbejde metodisk med, hvordan du selv gør dine aktiviteter mere opdagelseslystne, mere involverende og mere eksperimenterende.

SciencePirater arbejder ud fra Science Spejdermetoden, der kombinerer de bedste og vigtige metoder og værdier fra spejdermetoden og den naturvidenskabelige tilgang.

Vil du læse mere om SciencePirater, kan du besøge Spejdernes hjemmeside, hvor der er en fin video og uddybning af, hvad vi arbejder på lige. De færdige materiale kommer lige til sommerlejrene og til efteråret.