Fem fede lege til spejdermødet online

02.02.2021

Har du brug for endnu flere idéer til jeres online spejdermøder? Her får du endnu fem idéer til. Nogle af dem kender du nok i forvejen fra ’normale’ fysiske spejdermøder, for hvis man gentænker lidt, kan en del af de normale lege også bruges online. 

Morsekoder

Uanset om dine piger har prøvet at løse morsekoder før eller ej, er det en oplagt aktivitet at lave, mens vi er hjemsendt. Det fungerer nemlig lige så fint hjemme i stuerne, og samtidig undgår man at nogle piger er tilbageholdne og kun kigger på, når man laver det hjemmefra. Her er en trinvis guide til hvordan leger med morsekoder i lock-down.

  1. : Lederen skal på forhånd have lavet en morsekode (eksempel: jeg er spejder fordi). Dette billede billedet af morsekoden sættes op til computeren, så børnene kan kigge på det, mens de løser det. Alternativt kan lederen sende et billede til pigernes egen telefon, eller man kan over Zoom fortælle, hvad de skal skrive på deres papir – altså prik, prik, streg osv.
  2. Pigerne løser koden og svarer på spørgsmålet.
  3. Pigerne skal lave en kode til lederne, som kan indhentes af en leder, eller løses med det samme. Det kan eksempelvis være svaret på spørgsmålet fra den kode de fik – i vores eksempel kunne der altså stå noget alá ”fordi jeg får gode venner her” som svar på koden ”jeg er spejder fordi”.

Det er selvfølgelig op til fri kreativitet, hvad der skal stå i koderne, og man kan vælge om pigerne kun skal løse koderne, selv lave morsekoder til lederen, lave koder til hinanden eller andet. Lederne kan også sagtens have lavet mere end en morsekode som pigerne skal lave.

Kimsleg

Kimsleg online foregår næsten ligesom, når vi er fysisk til stede. Man skal dog være opmærksom på at specificere reglerne lidt mere, når det er online og forklare, at det ikke er sjovt hvis man snyder. For ellers vil der helt sikkert være et par snedige piger, der prøver at slippe af sted med at skrive de ting ned de ser. Her får du en guide til online kimsleg:

  1. Del pigerne ind i to hold
  2. Hav to bunker med ting klar, der er dækket til med et viskestykke
  3. Filme hen over tingene med en mobil på tid
  4. Når tiden er gået, skal holdet nævne alle de ting de kan huske
  5. Det hold der kan huske flest ting fra deres bunke vinder æren

Gæt en lyd

Denne leg går, som navnet antyder, ud på, at pigerne skal gætte en lyd. Hav din mobil ved siden af jeres online computermøde, så du kan afspille forskellige lyde fra mobilen, uden pigerne kan se navnet på lydene. Det kan eksempelvis være lyden fra et bothorn, en kat, en baby der græder osv. Nu gælder det for pigerne om at gætte hvad lyden er som den første. Giv dem gerne lov til at råbe op og i munden på hinanden, så de kan føle at det er et anderledes rum end deres online skoleundervisning, hvor de skal sidder pænt stille og række hånden op.

Gæt et dyr

Dette er også en klassisk leg. Lederen tænker på et dyr og beskriver det indtil det bliver gætte. Fx: Jeg tænker på et dyr, der har 4 ben. Det har pæls. En lang hals… Her må man også gerne råbe i munden på hinanden, og hvis pigerne er friske på det, kan de også prøve selv at finde på dyr, de andre skal gætte.

Finde ting kapløb

Det er snart ved at blive en klassisk Zoom-leg, men hvis I endnu ikke har prøvet ’finde ting kapløb’ så skal I helt sikkert give jer i kast med det. Den kan også sagtens tåle at blive leget to gange, for den er sjov og man får lidt bevægelse ind i et ellers stillesiddende møde.

Finde ting kapløb går kort sagt ud på: Lederen siger en ting som pigerne skal finde i deres hjem. Det gælder om at være den første til at vise tingen foran kameraet. Det er en god ide at lederen har forberedt en liste med ting der skal findes.

Eksempler på ting, der kan findes:

  • En tandbørste
  • En sok der ikke er ens egen
  • Noget grønt – ikke uniform
  • En stk. frugt
  • Et levende dyr (så får man også set hinandens kæledyr)
  • Noget der vejer 1 kg

Legen kan bruges til alle aldersgrupper, og den tager ca. 10 minutter.