Formand til Spejderhjælpens bestyrelse – er det noget for dig?

04.01.2022

Vil du være med til at skabe mening for danske spejdere omkring Spejderhjælpen, hvor rammerne er lidt mere 2022-ish? Spejderhjælpen er en gammel kending i de fem spejderkorps, og nu vil vi gerne friske den lidt op!

Spejderhjælpens formand gennem otte år stopper, og vi søger nu en ny formand for bestyrelsen. Sammen med resten af bestyrelsen skal du motivere de danske spejdere til et øget engagement i Spejderhjælpen.

Som formand skal du trives med at:

  • Være patruljeleder for Spejderhjælpens bestyrelsesmedlemmer.
  • Udvikle og tilpasse en form for udviklings- og andre indtjeningsaktiviteter, der gør det lidt mere indbydende at hjælpe andre gennem indtjente midler.
  • Støtte projekter til fordel for børn i svære og udfordrende situationer.
  • Gå foran med oplysningsarbejde i de fem danske spejderkorps om Spejderhjælpens arbejde.

Vi forventer, at du vil gøre en aktiv indsats i bestyrelsen og bruge løs af dine kompetencer og erfaringer, som eksempelvis kan være inden for:

  • Det kan være professionelt eller fra frivilligverdenen, hvor du har ledet en bestyrelse, en gruppe eller et udvalg, hvor man sammen sætter og indfrir aftaler og målsætninger.
  • Synliggøre den afgørende aktivitet, der ”sælger flere billetter” og på den måde er med til at gentænke ”hjælpen”.
  • Kommunikere på de sociale medier og andre typer medier.
  • Opbygge og styrke relationer, som giver værdi for Spejderhjælpen.
  • Fundraising i NGO-verden.

Lidt om bestyrelsen

Bestyrelsen består af repræsentanter for de fem danske spejderkorps samt et mindre antal civile medlemmer. Formanden er også civil – dvs. ikke udpeget af et spejderkorps, men af bestyrelsen. Spejderhjælpens bestyrelse er en selvstændig bestyrelse. Medlemmerne refererer ikke direkte til et eller flere spejderkorps, men repræsentanterne fra de forskellige korps koordinerer og informerer om arbejdet i Spejderhjælpen i korpsene. Du kan læse mere om bestyrelsen på Spejderhjælpens hjemmeside.

Bestyrelsen mødes typisk 5-6 gange om året. Bestyrelsen deltager også ved forskellige spejderarrange­menter hos korpsene.

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om Spejderhjælpen her: www.spejderhjaelpen.dk, hvor du også kan se kontaktoplysninger på korpsrepræsentanterne, som du er velkommen til at kontakte for yderligere information.

Send en mail til info@spejderhjaelpen.dk senest den 15. februar 2022, hvis du er interesseret i at være med. Skriv lidt om dig selv, og hvad du kan bidrage med til Spejderhjælpen. Vi glæder os til at høre fra dig.