Formanden på Folkemødet: ”Som forening er vi en del af løsningen”

23.06.2022

Den 16. til 19. juni deltog formand Pia Risør Bjerre på årets folkemøde. Her var der både spændende debatter om kvinder i ledelse og en bålsamtale med miljøministeren på programmet.

Solen stod højt over Bornholm, da politikere, organisationer, erhvervsfolk og andre nysgerrige sjæle mødtes til Folkemødet 2022.

Med på mødet var De grønne pigespejderes formand, Pia Risør Bjerre, som deltog i flere debatter på vegne af Spejderne og sammen med generalsekretær Helle Hende Stærmose og hovedbestyrelsesmedlem Barbara Taubert besøgte flere organisationers telte og debatter.

Flere af dem handlede om kvinder i ledelse og teknologiske fag, som pigespejderne med vores fokus PigespejderTech er særligt optaget af. Her stod det blandt andet klart, at man skal sætte ind allerede i folkeskolen for at fremme piger og kvinders nysgerrighed og muligheder inden for områderne.

”Der var mange spændende diskussioner. Jeg blev bekræftet I, at vi i De grønne pigespejdere har en vigtig platform, både når det handler om ledelse og tech. Som forening er vi en del af løsningen, da vi allerede præsenterer pigerne for begge dele i en tidlig alder,” siger Pia Risør Bjerre.

Naturen skal være mere tilgængelig

Fredag og lørdag trådte formanden selv op på scenen for at debattere to vigtige emner: Børn og unges stemme i den demokratiske samtale og børn og unges adgang til vild natur.

Sidstnævnte var en bålsamtale planlagt af Spejderne og her deltog – udover Pia Risør Bjerre – miljøminister Lea Wermelin, orienteringsløber fra Viking Atletik på Bornholm Andreas Toft Mikkelsen og en lokal spejderpige, som stillede nysgerrige spørgsmål til panelet.

”Fra Spejdernes side har vi et stort fokus på, at der skal være bredere adgang for børn og unge med særlige behov. Naturen skal være mere tilgængelige for alle. Vi ved fra undersøgelser, at jo bedre børn og unge lærer naturen at kende, desto bedre passer de på den i fremtiden, siger Pia Risør Bjerre.

Hun oplevede en meget lydhør minister.

”Miljøministeren er optaget af at inddrage os spejdere. Hun har rakt ud til os i forhold til de nye naturnationalparker. Det er dejligt at have mulighed for at dele erfaringer om, hvilke udfordringer og muligheder, som vi på ugentlig basis møder,” fortæller formanden.