Fra idé til landslejr: Det føltes naturligt at tage ansvaret

03.06.2025

Krista har altid haft lyst til at bidrage til fællesskabet, og med et stærkt bagland og et ønske om at udvikle sig gik hun fra lokal leder til at stå i spidsen for Spire-smuttelandslejren. Nu fortæller hun, hvordan hun landede der.

Da Kristas datter begyndte til spejder, førte det ikke kun til nye eventyr for hende – det blev også starten på Kristas egen genforening med det frivillige lokale arbejde hos De grønne pigespejdere. I dag er Krista både flokleder i Aalholm gruppe, tovholder i Team Pigespejderidentitet og projektleder for den kommende Spire-smuttelandslejr.

Men hendes frivillige engagement begyndte længe før datteren blev en del af korpset, og nu fortæller hun om vejen dertil i andet afsnit af artikelserien Hvordan landede jeg her?

Tidligt ansvar og en strategisk vej

Krista har været pigespejder det meste af sit liv og fandt hurtigt interesse i organisationens større perspektiver. Allerede kort tid efter gymnasiet trådte hun ind i regionsledelsen, og siden blev hun en del af hovedbestyrelsen. Det var her, hun for alvor mærkede, hvor meningsfuldt det var at arbejde med strategi og formål for hele korpset.

– Jeg har altid syntes, at ledelsesarbejde var spændende. Det gav mig noget særligt at sidde i hovedbestyrelsen, hvor vi havde store ambitioner og en klar retning. Jeg lærte hurtigt, at det ikke kun handler om at have gode idéer – det handler om at få dem kommunikeret klart, så alle kan være med, fortæller Krista.

Efter nogle år, hvor Krista ikke var aktiv i en lokal gruppe, genoptog hun det arbejde, da hendes datter begyndte til spejder. Her begyndte hun først som spilopleder, siden som flokleder og kom derfor igen til at arbejde i det helt lokale.

En kreativ og meningsfuld rolle

Men det lokale arbejde er ikke nok for Krista. Hun er også en del af Team Pigespejderidentitet, hvor hun arbejder med at styrke pigespejdernes fælles udtryk og kommunikation. Det er en opgave, der taler direkte ind i hendes kreative side – især interessen for sprog og formidling.

– Det er sjovt og lærerigt at være en del af teamet. Vi er få, men vi komplimenterer hinanden virkelig godt. Det er dejligt at lave noget, der adskiller sig fra mit daglige arbejde, og som giver plads til at afprøve andre sider af mig selv, siger Krista.

Senest har hun påtaget sig opgaven som projektleder for Spire-smuttelandslejren. Det var egentlig ikke planlagt – men, som en del af teamets opgaver, havde hun udtænkt en overordnet plan for lejren, at det nærmest var uundgåeligt.

– Jeg kunne ikke lade være med at overveje, hvordan vi kunne skabe en fed oplevelse – især for min datter og hendes jævnaldrende. Da teamet skulle finde en projektleder, kunne de se glæden lyse ud af mine øjne. Så de spurgte – og jeg sagde ja.

Selvom det var grænseoverskridende at påtage sig så stor en rolle, havde Krista én klar tanke: “Hvis jeg ikke prøver, finder jeg aldrig ud af, om jeg kan.”

Mod, fejl og fællesskab

Krista lægger ikke skjul på, at det kræver mod at kaste sig ud i nye roller. Hun opfordrer alle til at turde prøve – også selvom man er usikker.

– Det ærgrer mig, når nogen melder sig ud på forhånd, fordi de ikke tror, de er dygtige nok. Vi siger, at de unge skal turde fejle, og det bliver vi simpelthen nødt til som voksne at stå på mål for. Der er altid et stærkt bagland klar til at gribe bolden – det er måske ikke særligt elegant at fejle, men vi skal stole på at fællesskabet løfter opgaven.

LÆS OGSÅ: Ellens selvtillid voksede

Krista er selv blevet prikket flere gange, men hvis hun skal give et godt råd til nogen, der gerne vil have flere frivillige med på holdet, opfordrer hun til en anden tilgang end den klassiske prikken på skulderen:

– Jeg tror, vi skal forsætte med at forsøge at ændre kulturen om at prikke til folk. Vi skal i stedet være bedre til at fortælle, hvad vi laver, og hvor sjovt og meningsfuldt det er. Når man hører det, får man selv lyst til at være med.