Fra lokal leder til landsdækkende opgaver: Ellens selvtillid voksede

18-årige Ellen Hollingbery troede ikke, at hun skulle sidde i regionsledelsen eller arrangere landsdækkende. Men da en anden pigespejder spurgte hende, om hun ville være med, kunne hun ikke sige nej.

Når man er 18 år, er der nok at se til. Ellen fra Gentofte-Vangede gruppe er et godt eksempel på det. Hun går i 2.g på gymnasiet, hvor både lektierne og det sociale skal passes. Når hun ikke går i skole, bliver flere timer om ugen også dedikeret til at være frivillig smutteleder i sin gruppe – men udover det er hun også en del af regionsledelsen i Furesø og er med til at planlægge Ungleder-kurser.

De grønne pigespejdere er bygget op af frivillige, der hvert år skaber stærke fællesskaber og gode oplevelser for piger i hele Danmark. Ellen er en af dem, der tog frivilligheden fra det lokale til det regionale og nu op på nationalt plan.

Hvordan landede jeg her? er en artikelserie, hvor pigespejdere rundt om i landet vil fortælle deres historie om at være frivillig, og hvorfor det er vigtigt for både dem og fællesskabet.

Et prik på skulderen

Ellen har været pigespejder i halvdelen af sit liv. Hun startede som 9-årig og har altid elsket det fællesskab, hun blev en del af.
Da det føltes naturligt, og Ellen var blevet ældre, tog hun det næste trin på spejderstigen og blev smutteleder. Det frivillige arbejde var nok for Ellen, da hun også har travlt med skole, venner og familie. Men da hun blev spurgt, om hun ville være en del af regionsledelsen og overtage for en af hendes medspejdere, så endte hun med at sige ja, selvom hun kun var 16 år. For hun ville gerne hjælpe korpset og være med til at drive regionen.
– Jeg var lidt nervøs, da jeg startede med det. Jeg havde aldrig prøvet at sidde i en ledelse på den måde før, og jeg frygtede, om jeg kunne følge med til møderne, fortæller Ellen og fortsætter:
– Heldigvis var der mange, jeg kunne støtte mig op ad. Regionsledelsen var meget åbne for at lære mig en masse, og de forstod og accepterede også, at det selvfølgelig ikke var alt, jeg kunne til at starte med.

Om man er 16 eller 46, så er det naturligt at have spørgsmål, hvis man starter på noget, man ikke har prøvet før, mener Ellen. Og da hun hurtigt blev grebet af de andre, gav det hende også både ro og mod, da hun kort tid senere blev spurgt, om hun ville være med til at planlægge Ungleder-kurser. Oplevelsen med regionsledelsen gjorde, at det var nemt for Ellen at takke ja til det.

Voksende selvtillid

Derved tog hun frivilligheden skridtet videre fra det regionale til det nationale, da hun begyndte at planlægge kurser for landets unge spejdere. Det har givet hende færdigheder i at planlægge, arrangere og facilitere kurser, hvilken hun er glad for at have lært. Men det er ikke det vigtigste for Ellen.
– Jeg har mødt så mange nye, spændende mennesker. Det er fedt at kende pigespejdere i alle aldre fra hele landet. Vi kan dele erfaringer med hinanden, og jeg kan hele tiden lære noget nyt eller spørge garvede spejdere til råds. Men vigtigst er nok, at jeg også har udviklet gode venskaber.
– Og min selvtillid er vokset helt vildt. Både med mine fagligheder, som jeg har udvidet gennem både Ungleder og regionsledelsen, men også på det personlige plan, hvor jeg er gået fra at være introvert til at være en smule mere ekstrovert. Det er jeg blevet, fordi det har været trygt sted at komme ud af min skal.

Ræk ud

Det viste sig at være meget nemmere for Ellen at påtage sig rollerne, end hun havde forventet. Men hun forstår godt, at det kan være svært at springe ud i at være frivillig et sted, hvor man ikke kender nogen, eller med noget, man aldrig har prøvet før.

Selvom det kan føles overvældende at springe ud som frivillig, er der brug for flere hænder rundt omkring i landet – og Ellen har et godt råd til, hvordan man kan få flere med.

– For mig var det enormt nervepirrende at skulle gøre andet end det, jeg plejede. Det hjalp mig meget, at det ikke var mig selv, der tog initiativet til at være med, men at der i stedet var nogen, der rakte ud og spurgte, om jeg havde lyst. Det er nemmere at sige ”ja”, hvis man bliver spurgt og ikke selv skal tage initiativet. Det er jo dejligt at vide, at nogen kunne have brug for en.

Hun påpeger også, at det måske kan være med til at få pigespejdere, der ikke selv havde overvejet det, til at blive frivillige.
– Jeg er i hvert fald ikke sikker på, at jeg selv ville have meldt mig til regionsledelsen som 16-årig, hvis ikke der var en fra min gruppe, der havde spurgt mig.

Og sådan gik det til, at Ellen landede som frivillig tre forskellige steder i korpset og voksede både fagligt og personligt.

Ellens tre bedste råd til dig, der gerne vil være mere frivillig:

• Kast dig ud i det, selvom du er nervøs.

• Accepter, at du kommer til at lave fejl i starten.

• Vid, at der står folk klar til at hjælpe dig.