Det giver gladere børn, når de kommer ud i naturen. Konflikterne bliver færre, og flere børn bliver introduceret til spejderlivets glæder. Det har børnehaveklasseledere tidligere fortalt om deres erfaringer med projektet.
I seks år har De grønne pigespejdere afholdt Den lille spejderuge, hvor børn rundt i hele landet har brugt en uge med Pia Pindsvin og alle hendes venner.
I den uge skal børn og børnehaveklasseledere udforske spejderlivet med oplevelser i det fri, og på den måde styrke fællesskabet i klassen.
Projektet ville ikke kunne lykkes uden en stor støtte fra Trygfonden, og vi er så heldige, at de igen har bevilliget os penge til projektet.
Næsten 5,5 millioner kroner for at være præcis. Det betyder, at 64.400 børnehaveklassebørn i årene 2026-2028 får en tryg skolestart og mulighed for at styrke deres klassefællesskab i skolen.
–
Det er en kæmpe glæde, at TrygFonden har valgt at fortsætte samarbejdet om Den lille spejderuge – for det virker. Den lille spejderuge giver hvert år mere end 12.000 brnehaveklasseelever en uge med natur, færdigheder og fællesskab. De tager de gode oplevelser og fællesskabet med ind i klasserummet, hvilket hjælper dem med at samarbejde og tage ansvar, fortæller De grønne pigespejdere generalsekretær Winnie Berndtson og fortsætter:
-I virkeligheden laver børnene det samme, som vi gør i spejdergrupperne. De udvikler sig gennem aktiviteter og får oplevelser i naturen og fællesskabet, der styrker deres nysgerrighed, lyst til læring og sociale kompetencer. Tak TrygFonden for at støtte op om at give så mange børn muligheden for spejderi på skoleskemaet.
De grønne pigespejdere har mere end 100 års erfaring med at skabe stærke fællesskaber med naturen som ramme. En ramme, som undersøgelser fra blandt andet Center for Børn og Natur kan påvise, kan fremme børns psykiske og fysiske sundhed.
Du kan læse meget mere om Den lille spejderuge lige her.
Udover den økonomiske støtte fra TrygFonden er Den lille spejderuge skabt ved hjælp af et stærkt hold af frivillige pigespejdere, et Advisory Board og en følgegruppe.