JOB: Kommunikationskonsulent til Danmarks stærkeste pigefællesskab

06.09.2021

De grønne pigespejdere søger en barselsvikar til at styrke og udvikle kommunikationen om Danmarks stærkeste pigefællesskab. Vi er optagede af lige muligheder for alle og bruger rollemodeller, lederuddannelse og naturnysgerrige aktiviteter til at skabe forandringer. Vores kernebudskab er, at piger skal, turde mere. Vil du være med til at få det budskab ud over rampen?

Som kommunikationskonsulent hos De grønne pigespejdere vil du blive en del af et stærkt hold bestående af ansatte og frivillige, der via sociale medier, digitale platforme, pressearbejde og trykte publikationer fortæller historien om moderne pigespejderliv både internt og eksternt. Din rolle som kommunikationskonsulent er i høj grad at have blik for, hvordan de aktiviteter, der sker hver uge i spejdergrupperne, er med til at skubbe på en bevægelse for større forandringer i samfundet. Og hjælpe lokale spejderledere med at se den kobling og finde den gode måde at fortælle det på til resten af verden.

Vi lancerer snart et nyt digitalt community for unge medlemmer, men også eksterne, der er optaget af pigers muligheder. Her bliver din rolle at bygge bro mellem de interne historier og offentlighedens interesser. Det kan være ved selv at lave indhold til det nye community, tiltrække interessante bidragsydere og give indholdet et ekstra liv på andre platforme.

Foruden beskrivelserne ovenfor, vil du også komme til at beskæftige dig med:

  • Kommunikativ sparring med de kommunikationsfrivillige, hovedbestyrelsen og andre dele af De grønne pigespejdere om at få organisationens budskaber ud over rampen og lade det gennemsyre vores indhold på tværs af platforme.
  • Generel kommunikation – finde de gode historier fra hele landet og skrive nyheder, nyhedsbreve, indhold til sociale medier, artikler, skriftligt materiale mv.
  • Udvikle indhold til vores platforme: Facebook, Instagram, web mv. samt drift og overvågning af samme.
  • Pressearbejde så vi kommer ud med vores dagsordener om rollemodeller, lederskab og nysgerrighed.
  • Samarbejde med frivillige kræfter om medlemskommunikation gennem trykte og digitale medier.
  • Styring af kontakter og kontrakter med underleverandører – herunder lotteri, trykkeri og hjemmeside.
  • Samarbejde med de øvrige spejderkorps om tværgående projekter – herunder særligt SciencePirater og Spejdernes Lejr 2022.

Vi håber, at du er typen, der…

  • evner og lyst til at arbejde på tværs af medieplatforme.
  • har erfaring med værdibaseret foreningsarbejde og kommunikation til børn og unge.
  • forstår at motivere frivillige og ser det som din ambition at skabe frivilligt engagement og ejerskab.
  • kan arbejde selvstændigt og bidrage til et godt samarbejde med kolleger og frivillige. Og så er du udadvendt og har en pragmatisk tilgang til opgaveløsning og i samarbejdet med frivillige ildsjæle.
  • er god til at skabe netværk.
  • skriver engagerende og har et godt blik for den gode historie – stor som lille – og hvordan den sælges til både frivillige, eksterne og pressen.
  • er parat til at påtage dig aften- og weekendarbejde, når det er nødvendigt til møder og større arrangementer.

Som kommunikationskonsulent refererer du til De grønne pigespejderes generalsekretær Helle Hende Stærmose og vil, foruden det kollegiale samarbejde på sekretariatet, arbejde tæt sammen med de relevante medlemmer af organisationen, der alle er frivillige. Du vil blive en del af en uformel arbejdsplads med base på Spejdercenter Holmen, hvor vi har frokostordning, løbeklub, havkajakker til låns og tager os godt af hinanden.

Stillingen er et barselsvikariat, der løber fra perioden 15. november 2021 til oktober 2022.

Søg stillingen

Hvis du kan se dig selv i en organisation som vores, så vil vi glæde os til at modtage din ansøgning. Sammen med en motiveret ansøgning og CV skal du også medsende et eksempel på en produktion, der har samlet en organisation eller virksomhed om et fælles mål eller bragt en merværdi for selvsamme. Det kunne være en strategi, en contentplan, artikler med eksempler på versioneringer til forskellige platforme.

Ansøgning, CV og relevante bilag sendes som én samlet fil til job@pigespejder.dk – skriv venligst ”Kommunikationskonsulent” i emnefeltet. Ansøgningsfrist den 30. september kl. 12.00.

Vi holder samtaler i uge 40. Hvis du ønsker at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kommunikationskonsulent Emilie Tranholm Larsen på 2636 3490.

Vi giver piger mod, og vi sætter verden i bevægelse.