Katrine Dicte er med til at sætte præg på Delegeretmøde: Vi skal bidrage til fællesskabet

27.01.2026

At sætte henstillinger og forslag på dagsordenen til Delegeretmøde lyder måske ikke umiddelbart som en sindsoprivende aktivitet. Men spørger man Katrine Dicte fra Emdrup gruppe, er det en vigtig del af demokratiet, at man tager ejerskab over korpset. 

Med hastige skridt nærmer Delegeretmøde 2026 sig. Det bliver afholdt den 9.-10. maj på Nyborg Strand hotel, og det er her landets pigespejdere får mulighed for at sætte deres præg på fremtiden i korpset.  

På demokratisk vis skal der stemmes om forslag og henstillinger, som kan være med til at gøre De grønne pigespejdere endnu bedre.

Der er flere forskellige måder at få indflydelse på. Vi har tidligere snakket med Lotte Bak Sørensen, der fortalte om, hvad man får ud af at sidde i hovedbestyrelsen. Og nu kan du læse om Katrine Dicte, der var involveret i arbejdet med forslaget om at ændre korpsets formålsparagraf, som havde været uændret siden 1964. 

Noget at spejle sig i

– For mig har det altid været vigtigt, at korpset og alle os pigespejdere ikke er opdelt, men er en enhed. Os frivillige er korpset, og derfor er det også os, der skal være med til at forme fremtiden for os selv, fortæller Katrine Dicte og fortsætter:  

– Det føles som en pligt at deltage i pigespejderdemokratiet, fordi det lige så meget er mit som alle andre pigespejderes.  

Derfor bruger hun også tid op til delegeretmøde på at forberede sig og bidrage til arbejdet med henstillinger og forslag, som hun mener kan være med til at forbedre korpset på en måde, der kan gavne alle. 

For to år siden var Katrine Dicte med til at arbejde med ændringsforslag til formålsparagraffen i løbet af weekenden. Det var ikke hendes forslag, men hun vidste, det var vigtigt for hendes gruppe, at formålet afspejlede korpsets virkelighed og var tidssvarende. Derfor besluttede hun sig for at være forberedt helt til fingerspidserne, da Delegeretmøde nærmede sig. 

– Vi skævede hele tiden til værdierne og vedtægterne, som en form for pejlemærke i alt, hvad vi lavede som nystartet gruppe. Så da der kunne foreslås ændringer til formålsparagraffen, var jeg opsat på, at den skulle afspejle, hvor korpset er i dag, og være noget, vi nemmere kunne leve op til. 

Forberedelsen er vigtig 

Op til delegeretmødet sørgede Katrine Dicte for at være velforberedt. Det gjaldt blandt andet, da hun for fire år siden selv var med til at skrive et af hovedforslagene i uniformsparagraffen. Hun testede sin idé hos andre og deltog i planlagte forberedelsesmøder, så forslaget stod knivskarpt.  

– Det var en god måde at finde ud af, hvad andre tænkte, og hvordan den bedst muligt blev formuleret, så mange kunne se sig selv i den, uden der var tvivl om det, fortæller hun om processen.  

– At være så forberedt og have snakket med så mange inden var virkelig givende. Det gav sådan en fed følelse af at være med til at forme vores korps og være med til at gøre det endnu bedre.  

For Katrine Dicte er det vigtigt at fremhæve, at man ikke kun skal stille et forslag, hvis man har lyst til at bestemme og sørge for egen vinding. Man skal gøre det, fordi man har lyst til at bidrage til korpsets fælles bedste. Det betyder også, at man skal være åben for at lytte og justere, hvis der er andre synspunkter.  

– Demokrati handler ikke om at få ret. Det handler om, at vi i fællesskab finder de bedste veje for vores korps.  

Sådan gør du 

Har du også fået lyst til at deltage i pigespejderdemokratiet, så har Katrine Dicte nogle gode råd til, hvordan du kommer i gang:  

  • Start med at læse vedtægterne – det hele. Det er dem, korpset arbejder ud fra, og det er på baggrund af dem, du skal stille et forslag eller en henstilling, hvis der er noget, du gerne vil have ændret. 
  • Brug din gruppebestyrelse som platform. Både når du skal finde ud af, hvordan du bedst formulerer dit forslag, og når du skal have forslagsblanketterne underskrevet.  
  • Deltag i de forberedelsesarrangementer, der bliver afholdt. Det gør dig skarpere på dit eget forslag, så du trygt kan tage mikrofonen til delegeretmøde.  
  • Find nogle at diskutere med. De forskellige holdninger og sparring gør dit eget forslag stærkere.  

Vil du blive endnu klogere på delegeretmøde? Læs med på vores underside og find svar på dine spørgsmål.  

Du kan blandt andet blive klogere på, hvordan du stiller forslag til dagsordenen, hvordan du stiller op som kandidat til hovedbestyrelsen, og hvornår de digitale forsamlingshuse bliver afholdt.