Hulebyggeri, ildbolde og krible krable – Kokkedal har fået pigespejdere!

03.09.2020

Pigespejdernes nyeste gruppe holder til i Kokkedal. De har kun lige haft deres første møde og en enkel aktivitetsdag i ferien, men har allerede kastet sig ud i at bygge hule, kigget på småkryb fra jorden og ikke mindst kaste med ildbolde. Endnu et eksempel på piger, der tør, hvis de får lov.

Nu kan pigespejderne sætte Kokkedal på Danmarkskortet, for i onsdags holdt den helt nyopstartede gruppe i Kokkedal nemlig sit første møde. Det er en smuttegruppe, der i første omgang er blevet startet op, hvilket vil sige, at det primært er for piger mellem 0. og 3. klasse. Til det første møde dukkede der tre modige piger op, som kastede sig ud i at bygge hule og kigge på dyr og insekter i jorden med forstørrelsesglas. Selvom tre kan lyde som en meget lille smuttegruppe, er det et fint antal til første møde ifølge Flemming Lund Blixt, der er formand i gruppebestyrelsen og har været med til at starte gruppen op:

”I onsdags kom der tre, som var med til at bygge hule og kigge krible krable i jorden. I næste uge ved vi, at der kommer minimum én mere. Så begynder de højst sandsynligt at fortælle deres venner om, at det er fedt at gå til spejder, og så bliver vi flere,” siger han.

Pigerne, der var med i onsdags, havde fået blod på tanden, efter de havde været til en aktivitetsdag i sommerferien, hvor der kom 10-14 piger for at prøve kræfter med forskelligt spejderi. Dagens tema var jord, ild, luft og vand, og særligt ”ild” krævede mod. Der blev nemlig kastet med ildbolde! – dog med handsker på, heldigvis.

Selv de helt nye pigespejdere får altså lov til at prøve kræfter med en masse forskellige ting, og de udvikler hurtigt nye færdigheder og får ny viden. Ifølge Flemming Lund Blixt er det blandt andet det, der gør, at der også er brug for pigespejdergrupper i de kommuner, hvor der allerede er spejdere:

”Det, der er så fedt ved pigespejderne, er, at de selv får lov til at lege med bål og binde reb. I andre sammenhænge, hvor der også er drenge, er det typisk drengene, der er hurtige til at tage den type praktiske opgave. I et miljø, hvor der kun er piger, kan det føles mere trygt, og man får plads og tid til at prøve de ting af, det ellers ofte kun er drengene, der gør. Det udvikler pigerne, og det giver dem et frirum.”