At gå fra dør til dør og prøve at sælge et skrabelod er noget, som gør piger modigere. De står og skal tage kontakt til fremmede, og de skal samtidig sælge noget til andre mennesker. Og selvom formålet er meningsfuldt, kan det godt kræve sin seje pigespejder at overvinde den frygt.
Der findes ikke én rigtig måde at komme i gang med lotteriet. Rødekro har i flere år solgt lodsedler, men sidste år prøvede de noget helt nyt, og det gav pote.
I den sønderjyske gruppe har de nemlig droppet at give gruppens piger lodsedler med hjem og lade dem gøre det, når tiden og lysten var til det.
Gruppeleder Eva Skau oplevede, at pigernes motivation dalede, når de blot fik stukket nogle i hånden, og det var administrativt bøvlet for hende at skulle holde styr på, hvor mange lodsedler pigerne havde fået med hjem – for ikke at nævne arbejdet, der lå i at få samlet de usolgte lodder retur.
Derfor besluttede de sig i stedet for at gøre lotteriet til en fælles aktivitetsdag, hvor gruppen mødes til morgenmad og får en rute i byen sammen med en makker, indtil der er samling og frokost midt på dagen. Derefter tager pigerne det sidste af deres ture, hvorefter de bruger aftenen på at hygge sig, spille banko og snakke om dagen.
Hold af forældre stod klar til at hjælpe i løbet af dagen med at arrangere morgenmad, kørsel ud til de forskellige ruter og hjælpe lederne i løbet af dagen.
– Vi startede med at gøre det sidste år, og vi oplever, at pigerne er meget mere motiverede, når det er noget, vi gør sammen, fortæller Eva Skau og fortsætter:
– Vi gjorde det jo klart, at vi blandt andet kunne bruge de ekstra penge til at lave noget sjovt for gruppen, som at tage på tur eller få en oplevelse. Og så kunne de også fortælle det til folk, når de gik fra dør til dør.
For Eva og Rødekro gruppe har det givet mening at gøre lotteriet til en aktivitet, hvor man dedikerer en hel dag til det. Hos Jonstrup gruppe har de haft en anden tilgang til lotteriet. Hos dem er det helt frivilligt, hvor meget eller hvor lidt man vil deltage i lotteriet, men jo mere man sælger, jo mere får man også selv ud af det.
– Vi er privilegerede i den forstand, at vi har nogle likvider i gruppen, som gør, at vi kan se lotteriet som en god bonus til vores gruppe og ikke en nødvendighed for at vi kan fungere, fortæller spireleder Monica Ingerslev og fortsætter:
– Så hos os er der en række forskellige gaver, man kan få, afhængig af, hvor mange lodsedler man sælger.
På den måde kan pigerne selv bestemme, hvor meget energi de vil lægge i lotteriet, og har man lyst til at gå all in, så kan man få en belønning for det. I Jonstrup gruppe er det ikke for at ophøje “supersælgerne” men mere en anerkendelse af de piger, der dedikerer tid og hårdt arbejde for deres gruppe.
– Det er 100 procent frivilligt, om man har lyst til at være med. Men det er fedt at se, at så mange af pigerne får blod på tanden, fortæller Monica Ingerslev.
Listen over gaver er lang, og den starter ved blot ti solgte lodder. Sælger man ti, kan man for eksempel indkassere det til et sysæt eller knobtov. Men sælger man flere, kan man vælge mellem for eksempel t-shirts, sokker med logo og drikkedunke. I år har flere piger satset på at sælge 60 lodder og derved kunne inskassere en sovepose som gave. Men allerede ved ti starter man med at kunne få en gave, så flere piger har mulighed for at få en succesoplevelse og få noget ud af det – også ved færre solgte lodder.
For Jonstrup har det været en stor succes at lave lotteriet på denne måde, og pengene pigerne samler ind ved salget kan bruges til aktiviteter, der kommer dem alle til gode. De har også gjort meget ud af at fortælle, at nogle af pengene går til korpset, så der kan laves arrangementer for alle pigespejdere i hele landet.
– I år har vi jo for eksempel fortalt meget om, at pengene også er med til, at der er fede aktiviteter som Pigespejderevent. Det var de med til og kunne huske, at det var fedt. Så er det også lidt nemmere at få dem til at engagere sig, for det vil de gerne bidrage til.
Erfaringerne fra Jonstrup og Rødekro viser, at lotteriet kan gribes an på mange måder. Det vigtigste er at finde en model, der passer til gruppen – og som giver pigerne lyst til at være med.
Erfaringerne fra Jonstrup og Rødekro viser, at lotteriet kan gribes an på mange måder. Det vigtigste er at finde en model, der passer til gruppen – og som giver pigerne lyst til at være med.
Hvis du og din gruppe har mod på at begynde salget af lodsedler, eller I bare skal have flere, kan de bestilles her.

FØLG OS PÅ FACEBOOK
FØLG OS PÅ INSTAGRAM