Lederudvikling i inspirerende forum

13.10.2018

Den første weekend i december er der attraktivt (og efterspurgt) tilbud om lederudvikling til alle ledere hos De grønne pigespejdere. Kurset Building Leadership Capacity er arrangeret af Pigespejdernes Fællesråd i Danmark og det tager fat på aktuelle emner for unge kvinder om personlig udvikling, familieliv, foreningsliv og karriere i en kompleks og global dagligdag.

“Det er en unik mulighed for i Danmark at blive uddannet i en verdensorganisation og med de kompetencer der ligger her,” siger Katrine Grothe, International Commissioner hos De grønne pigespejdere.

De vildeste kvinder står bag

Det er for dig, der er leder for grønsmutteflokken hver tirsdag eftermiddag, men også for dig, der er engageret i nationale projekter og arbejdsgrupper.

“Det er en virkelig god måde at lære noget nyt om sig selv, sin ledelsesstil. Og så er det de vildeste kvinder, der står bag kurset. Det bliver uden tvivl inspirerende, men også udfordrende,” siger Katrine.

Kurset Building Leadership Capacity kommer som kaldet, da mange ledere netop har efterspurgt kurser, der kunne udvikle dem som ledere. Det bliver der rig mulighed for og det bliver i et forum af kvinder, der udlever pigespejdernes mission.

Se invitation og tilmeld dig

Find detaljer om kurset, praktisk info og hvordan du tilmelder dig. Der er frist 15. november. Besøg kalenderbegivenheden.