Marie blev Årets leder 2019

28.11.2019

“Dedikeret og idérig leder for seniorspejderne, der formår at gøre spejderlivet meningsfuldt for de ældre piger.” Marie fra Hasle-Møllevang gruppe vandt prisen som Årets leder 2019.

“Hvor er det vildt! Ej, men jeg skal lige.” Den 22-årige spejderleder Marie Dahl Johansen fra Hasle-Møllevang gruppe vandt prisen som Årets Leder hos De grønne pigespejdere. Og hun skulle lige synke en gang inden hun kunne sige noget.

”Specielt for Marie er det, at hun har arbejdet på tværs af alle grupperne i region Kattegat for at etablere et tværgående netværk til gavn for seniorspejderne. Marie har givet de unge piger et sted, hvor de kan prøve sig selv af i et trygt miljø.” Grete Bækgaard, mangeårig spejderleder og med i juryen bag Årets leder, læser højt fra begrundelsen.

Seniorspejderne elsker hende

Fra scenen blev Marie Dahl Johansen bedt om at fortælle om, hvordan hun udfordrer de største seniorspejdere, så de får mod til at handle og tro på deres egne evner.

“Jeg giver dem et sted, hvor de føler sig trygge og så viser jeg, at jeg tror på dem,” sagde hun fra scenen med favnen fuld af blomster.

Med prisen følger en stor buket blomster og æren fra 400 anerkendende spejderlederkolleger. Efter modtagelsen af prisen blev Marie sendt ned fra scenen med en massiv klapsalve.

Marie Dahl Johansen vandt prisen foran fire andre nominerede ledere, Kirsten Olsen fra Vejlby, Gitte Støvring Preussler, fra Holstebro , Anne-Grete Hansen fra Søndersø og Kit Hartmann Hansen fra Hjallerup.

De grønne pigespejdere uddelte prisen som Årets Leder på deres årlige ledertræf i Nyborg den 23. og 24. november.