Mindeord til Inger Christensen

08.04.2021
Organisationskomiteen til verdenskonferencen i Danmark 1993. Det er Inger Christensen på forreste række, nummer to fra højre ved siden af HKH Prinsesse Benedikte.

Som grøn pigespejder, får man stor betydning for piger, kvinder og hele vores fællesskab. Det vidner Inger Christensens liv og mangeårige engagement i pigespejderbevægelsen om.

De, der havde fornøjelse af at kende og arbejde sammen med Inger, husker hendes engagement og enestående personlighed i arbejdet i distriktet, i landslejrudvalg, som konsulent, IC’er og i Verdensbestyrelsen for WAGGGS, hvor Inger sad i 9 år.

Personligt bliver jeg inspireret af at høre, at de pigespejdere, der lærte Inger at kende som deres tropleder i Helleruplund i 60’erne, stadig husker hende som favnende, inspirerende og en god leder. Det siger både noget om, hvor stort et indtryk Inger gjorde på sine omgivelser, og hvor vigtigt det er for piger og unge kvinder, at møde gode rollemodeller i pigespejderfællesskabet. Den erfaring arbejdede Inger gennem hele livet for, at endnu flere unge både i Danmark og resten af Verden, skulle få mulighed for at gøre sig. Hun brændte for at bringe unge på tværs af lande og kulturer sammen og for det internationale fællesskab.

Inger har gennem sit arbejde i korpset, den internationale pigespejderbevægelse WAGGGS og Olave Baden-Powell Society sat et varigt aftryk på den danske og internationale pigespejderbevægelse, som vil blive ved med at skabe stor værdi for piger og kvinder over hele verden.

Ære være hendes minde.

Pia Risør Bjerre
Formand