Mød Christian – vores nye friluftsvejleder

25.02.2025

De grønne pigespejdere har fået deres første friluftsvejleder, og du kan lære ham lidt bedre at kende lige her.

I slutningen af 2024 kunne vi med stor glæde annoncere, at vores forening havde fået en flot bevilling fra Friluftsrådet på knap 1,5 millioner kroner til projektet PigespejderExplorer – bæredygtigt friluftsliv på vand, og med de penge blev der plads til en ekstra på holdet, som kunne være til glæde og gavn for alle lokale spejdergrupper.

Nu kan vi endelig præsentere jer for vores nye friluftsvejleder, Christian Moestrup Andersen, der starter hos De grønne pigespejdere den 3. marts, hvor han skal bruge sin viden om både friluftsliv og bæredygtighed til at få endnu flere pigespejdere ud på vandet i 2025.

Christian har en fortid som spejder, og naturen har altid haft en fast plads i hans hjerte. Kærligheden til naturen gjorde også, at han for seks år siden tog springet og fulgte drømmen om et liv tættere på naturen, og tog en uddannelse som friluftsvejleder. Han skiftede journalistik og redaktørarbejde ud med et arbejde som kano, kajak og SUP-konsulent i DGI og lejlighedsvis højskolelærer i kajak og friluftsliv.

Nu glæder han sig til at inspirere pigespejdere over hele landet til at udforske friluftslivets mange muligheder i, på og ved vandet.

“Det betyder nærmest alt for mig at kunne være udenfor. Det er en livslang relation til både vandet og den åbne himmel. Jeg tror, jeg har mine største oplevelser der – det er både en stærk forbundethed og noget, jeg nærmest afhængig af,” fortæller han og fortsætter:

“Vi ved, at naturen har en enorm positiv effekt på både fysisk og mental trivsel. Men der er også akut behov for at styrke naturens trivsel, så jeg glæder mig til koble vandfriluftsliv med fokus på bæredygtighed og naturdannelse hos De grønne pigespejdere.”

Christian ser særligt frem til at dele sin begejstring for vandet med spejdere og spejderledere, og sammen med dem udvikle fede aktiviteter, hvor aktiv bevægelse og naturoplevelser går hånd i hånd. Sammen med frivillige vil han gøre det lettere for spejdergrupper at tage på ture på vandet og samtidig styrke pigespejdernes viden om bæredygtighed og naturens skrøbelige balance.

Vi glæder os til at byde Christian velkommen og følge med i alt det spændende, han kommer til at sætte i gang!

PigespejderExplorer – på vand

Der er god grund til at glæde sig! Med Christian på holdet kan vi lave endnu flere fede oplevelser med PigespejderExplorer, end vi allerede har gjort.

Med bevillingen fra Friluftsrådet har det været muligt at proppe endnu mere Explorer ind i vores fokus og nu også kunne tilbyde sjove og udfordrende vandaktiviteter til alle medlemmer – uanset om du er vild med vand i forvejen eller bare gerne vil prøve noget nyt.

Det betyder blandt andet, at du som pigespejder får mulighed for at tage et nyt spejdermærke med fokus på vand og bæredygtighed. Der bliver arrangeret flere kano- og kajakkurser i hele landet, så ledere bliver rustet til at tage spejdergrupperne med på eventyr og prøve kræfter med friluftsliv på vandet.

Hvis du er med, får du ikke bare en masse sjove oplevelser – du lærer også om naturen på en praktisk måde. Du får viden om vandmiljøet, hvordan vi passer på det, og hvad det vil sige at være tryg på vandet.

Og det bedste af det hele? Du gør det sammen med andre pigespejdere i Danmarks stærkeste pigefællesskab.