Maria er uddannet etnolog og har mange års erfaring med at lave kvalitative undersøgelser, og nu glæder hun sig til at bruge sin faglighed til at gøre en forskel for pigespejderne.
-Jeg har brugt store dele af mit arbejdsliv på at undersøge og snakke med mennesker, der er der, hvor det hele sker, for at få en større forståelse for både problematikker og udviklingspotentiale, fortæller hun og fortsætter:
-Det glæder jeg mig til at komme ud og gøre i korpset, så pigespejdere og ledere kan gøre mig klogere.
Fra spejderpige til konsulent
Selvom Maria er ny på korpskontoret, så er det ternede spejdertørklæde ikke fremmed for hende. Som barn brugte hun en stor del af sin barndom som grøn pigespejder, og hun fortæller, det var en tid, der både var formende og fuld af eventyr.
-Det var en tid, hvor min egen verden blev åbnet rigtig meget. Jeg elskede at komme afsted på lejrene, at møde nye mennesker og lære noget nyt hele tiden.
Det er netop dén oplevelse, hun håber, endnu flere piger får mulighed for at opleve gennem sit arbejde med GEIST-indsatsen.
Sammen om at udvikle GEIST
GEIST arbejder for at styrke det forpligtende fællesskab i De grønne pigespejdere gennem tre områder: netværk, viden og ungeengagement.
Som konsulent skal Maria være med til at undersøge, hvordan vi kan videreudvikle indsatsen og sikre, at flere piger får lyst til at blive pigespejdere, og hvordan vi får dem til at blive endnu længere.
Hun skal blandt andet ud og tale med pigespejdere, gruppeledere og frivillige i hele landet for at samle viden og idéer, der kan blive til konkrete handlingsplaner for GEISTs næste skridt.
-Jeg glæder mig til at komme ud og møde spejderne, høre om deres oplevelser og finde ud af, hvad der virker – og hvor vi sammen kan gøre det endnu bedre,” siger Maria.
En kærlighed til naturen
Når Maria ikke arbejder med udviklingsprocesser og interviews, finder man hende ofte udenfor. Hun elsker at gå ture i skoven og mærke roen blandt de gamle træer.
-Naturen minder mig om, at vi er en del af noget større. Når jeg står under et kæmpestort egetræ eller bare krammer et træ, føler jeg mig forbundet med noget stabilt og tidløst – det giver en helt særlig ro.
Vi glæder os til at have Maria med på holdet og se alt det, hun kommer til at sætte i gang i GEIST-indsatsen de kommende år. Og møder du hende i pigespejderregi, så giv hende gerne en god velkomst.

FØLG OS PÅ FACEBOOK
FØLG OS PÅ INSTAGRAM