Nu kommer der gebyr på MobilePay

07.11.2019

Fra og med den 15. oktober 2019 har MobilePay indført et månedligt abonnement på 49 kr. for MobilePay MyShop. Grupper der allerede har oprettet en MyShop-aftale med fritagelse for transaktionsgebyr er dog undtaget frem til udgangen af 2020.

af Anders Hooge, Det Danske Spejderkorps

En ændring i vilkårene for brugen af MobilePay MyShop betyder, at det fremover kommer til at koste 49 kr. om måneden samt et mindre transaktionsgebyr at bruge betalingstjenesten for alle spejdergrupper. Hvor det tidligere har været nok at være opført på Skats såkaldte §8A-liste over velgørende organisationer, skal organisationerne fremover opfylde en række øvrige krav for at opretholde fritagelsen for abonnement samt gebyr på transaktioner. Fx skal organisationen donere de indsamlede midler via tjenesten ”udenfor egen organisations kreds eller medlemmer”, som det hedder i abonnementsvilkårene. Dvs. være en velgørende organisation på linje med Røde Kors.

Overgangsordning for igangværende grupper

Hvis I allerede bruger MobilePay MyShop i gruppen, kommer det nye abonnement dog først til at gælde fra og med udgangen af 2020. Det skyldes, at MobilePay har valgt at lave en overgangsordning for de organisationer, som allerede bruger MobilePay MyShop. Men for nye grupper, der ønsker at bruge tjenesten, vil de ændrede vilkår gælde allerede nu.

Gebyrfritagelsen for transaktioner falder også væk, så det vil koste 0,30 kr. til 0,75 kr. pr. transaktion afhængig af antallet af transaktioner.

Du kan læse mere om det nye abonnement på MobilePays hjemmeside her