Ny arbejdsgruppe om korpsets formål

15.08.2022

Henstilling fra DM2022 bliver til arbejdsgruppe

Hovedbestyrelsen nedsætter en arbejdsgruppe på baggrund af henstillingen H1 om formål og værdier på delegeretmødet 2022 med det formål at undersøge:

Hvad er vigtigt for De grønne pigespejdere? Hvilke tendenser i det omgivende samfund spejler de sig i, og hvilke har betydning for deres identitet som grøn pigespejder?

Med udgangspunkt i en struktureret spørgeramme, som arbejdsgruppen udarbejder, undersøges det, om der blandt medlemmerne vurderes at være et behov for en justering af eller evt. en ny formålsparagraf.

Undersøgelsen skal omfatte interne forhold og afspejle, hvad medlemmerne reelt er optaget af, bekymrer sig om og ser et potentiale i, at De grønne pigespejdere hjælper med at løfte.

Undersøgelsen skal understøtte to spor, hvor arbejdsgruppens videre arbejde vil fokusere på spor 1:

  1. Ser De grønne pigespejdere disse tendenser og værdier afspejlet i formålsparagraffen, og hvilke behov ser de for en evt. opdatering af formålsparagraffen?
  2. Sideløbende vil hovedbestyrelsen, med afsæt i medlemmernes input, revidere korpset strategi, som løber frem til 2024.

Om de to spor:

  1. Korpsets formål er det vigtigste signal til medlemmer og omverdenen om, hvem De grønne pigespejdere er. Formålet skal afspejle medlemmernes, korpsets og omverdenens ståsteder og samtidigt reflektere De grønne pigespejderes grundlæggende værdier. I det tilfælde, at undersøgelsen peger i retning af et behov for en ændret formålsparagraf, består arbejdsgruppens opgave derudover i, sammen med HB, at udarbejde et forslag til ny formålsparagraf.
  2. Resultatet af arbejdsgruppens indsats er en afdækning af perspektiver og forhold, som medlemmer af De grønne pigespejdere anser som væsentlige, at foreningen beskæftiger sig med. Hovedbestyrelsen bruger denne afdækning som afsæt for udarbejdelsen af en ny strategi.

For at kunne udfærdige dels en ny strategi og dels en revideret formålsparagraf kræver det et solidt forarbejde. Forarbejdet sættes i gang med denne arbejdsgruppe, som bemandes med medlemmer, som har viden om samfundet omkring os såvel som indsigt i korpsets værdier og praksis, og som har lyst til systematisk og med nysgerrighed at undersøge, hvad der er mest betydningsfuldt for De grønne pigespejderes medlemmer.

Vil du være med i arbejdsgruppen?

Under hensyntagen til korpsets virke som børne- og ungdomsorganisation leder projektleder Marie Borregaard Vinther sammen med hovedbestyrelsen efter arbejdsgruppemedlemmer, der bredt repræsenterer korpset.

Medlemmerne skal tilsammen have viden om og indsigt i:

  • Piger og kvinders livsvilkår og interesser
  • Spejderaktiviteter, spejderarbejde og naturdannelse
  • Kristendommen i verden og hos De grønne pigespejdere

Hvis du har lyst til at blive en del af arbejdsgruppen, så send en ansøgning, hvor du kort beskriver, hvad der motiverer dig ved opgaven, hvilke af tematikkerne, du særligt mener at kunne bidrage til, og eventuelle andre overvejelser, du gør dig om arbejdsgruppens rolle og opgave.

Ansøgningen sendes på mail til projektleder, Marie Borregaard Vinther (mbv@pigespejder.dk) og arbejdsgruppens kontaktperson i hovedbestyrelsen, Pia Risør Bjerre (pb@pigespejder.dk) senest den 29. august. Du er også meget velkommen til at skrive, hvis du gerne vil høre mere om opgaven, inden du søger.